oncontextmenu="return false" ondragstart="return false" onselectstart="return false">

Onsdag den 15. juni 1994.

Ja måske skulle vi så denne gang være i god tid uden stress, men fruen i huset, ja for den sags skyld begge damer, skulle bage lagkager, boller og meget andet, så stresset blev aftenen trods alt - og så virkede den fandens lås i bagageboksen ikke, så ud igen med alt grejet, Kaspers golfrejsebag fik skylden, men så virkede den også, men i morgen er der endnu en dag.

Søndag den 18. juni 1994.

Bonjour Provence. Årets lille under skete igen, som det sker hvert år når dagene er længst. Nanna springer ud i sin hjælpelighed, går til bageren og købmand, har været i bad før vi andre får øjne, retur med baguette under armen, tydelig glad for at være til. Kasper nå ja, en smule på den gale led, men menneskene taler jo heller ikke som der hjemme.

Ann flytter stolen på balkonen, ih hvor er her vidunderligt, godt bedømt - vi har kun været her i godt 11 timer, heraf har vi været vågne i 2 timer - men lad os håbe intuitionen er rigtig.

Efter morgenmad på den østvendte terrasse, flot ikke - ja jeg mener det med 2 terrasser én mod øst og én mod vest, var tiden inde til en lille udflugt. Nanna havde i turistguiden læst om et marked i sur de lan xx, der også blev kaldt Provence´s Venedig, pænt og nydeligt var det, men om det var som Venedig må andre bedømme, jeg har endnu ikke været der.

Efter endt tur på markedet, lod vi os endnu engang i Nannas vold i det hun fra bagsædet fra bagsædet dirigerede efter Michelins den gule no. 82, og kønt var her, men måske også en smule længere!

Aftenens mad blev nydt, endnu engang på den østvendte, vi - det vil sige Ann svømmede i rødvin, farven tilpasset mine ny indkøbte bermudaer, men på dug og andet en flot dybrød vinfarve.

Maden tilberedt på ægte provencalsk maner af husets frue Madame Danie, risret dejlig frisk til forret, efterfulgt af kylling og choco-mousse med tilhørende vine - deriblandt en sød mousserende rosévin. Lækkert, men vi manglede en lille en til kaffen, men tog i stedet en gang boule på parkeringspladsen midt i byen, som  måske - bemærket ikke et ord om Kasper, han ønsker ikke at indgå i dagens beretning.

Mandag den 19. juni 1994.

Det var dagen derpå, vel ankommet, huset set an, det er stadig dejligt, men husk at lukke overalt, ikke for at holde på varmen, men for at holde varmen ude, vi er allerede helt gode til det!

Nanna og jeg frekventerede byens bager, eller kiosk med brødudsalg er måske den rigtige betegnelse, men vi fik både baguette, croissanter og Pain du Chocolate, som vor tradition byder os her i Frankrig.

Kaspers længsel efter supermarkeder af den franske type, blev opfyldt i løbet af formiddagen, denne gang med det prangende navn “ le mamuth”, indkøbsvognen blev hurtigt fyldt op med mange lækre nødvendigheder og naturligvis også nogle unødvendige, men det skal der jo også være plads til!!

Hjem til le Boulidion, sådan hedder vor paradis, afslapning i haven, til stor irritation for husets unge prins der kedede sig en smule, så Nanna spillede boule med ham til den store guldmedalje, senere måtte Ann med for at se på den lokale tennisbane - vi lejer en time i morgen.

Sidst på dagen af sted til receptionen for at leje, madame Danie måtte dog skuffe Kasper, rådhuset var lukket om eftermiddagen, så på den igen i morgen formiddag, så Ann slap for at spille tennis i dag, dog undtaget en time på byens parkeringsplads, eller bouleplads som den mest benyttes til, nu omdannet til tennisbane - hvad gør man dog ikke for freden, jeg sov!!

Rart i øvrigt med besøg i en reception hvor man bliver budt på et glas vin i den meget korte ventetid.

Restaureringen i den sidste del af vort kompleks skrider sikkert frem, men langsomt efter danske forhold. En anselig bunke grus og støv som vinde førte med sig til vor lille hyggelige have bragte lidt vin og et par meloner som undskyldning fra håndværkerne.

Aftentur uden Nanna der følte trang til at være sammen med Nanna og kun Nanna, og det kan man jo forstå.

Aftenturen til det gamle Maubec, med et forfaldent slot, skæve bygninger, en befolkning der spiser foran tv’et, det hele skal jo nås, særlig når varmen tvinger én til en 2 timers middagspause ind i dagligdagen - måske har vi det bedre i Danmark, hvor vi såmænd også kan snuppe maden foran skærmen, vi er nok ikke så forskellige.

Tirsdag den 20. juni 1994.

Tv transmissionerne fra Roland Garros i Paris har ikke været uden virkning, fra formiddagen af sted efter nøglen på le marie, le cle du tennis si vous plait, flot ikke -  så, spurgte den franske donna, og om en hel del andet, hun havde endelig mødt en dansk herrer der talte fransk, hendes vidunderlige modersmål, nødig måtte jeg indrømme, at hun allerede havde hørt hele mit ordforråd, det lo vi lidt nødtvunget af, men nøglerne fik vi, den ene var for øvrigt forkert, det opdagede Ann og Kasper senere da de som temperere medlemmer af Tennis Club du Mabec, skulle ind på anlægget, anlægget er måske en smule flot, det bestod af en enkelt bane med gummiasfalt, måske ikke helt Roland Garos, men et lille stykke på vejen til magt og berømmelse.

Eftermiddagen var Nanna´s, Nanna havde i husets blå bog fundet en lille by st. Remy de Provence, hvor hovedattraktionerne skulle være “tisue de Provence”! Og provencalsk lertøj, samt mange romerske udgravninger.

Efter Kasper og jeg havde prøvet de fleste af byens bænke, fandt husets madame endelig årets souvenir, 4.70 meter af det dejligste tisue du Provence, en lille diskussion om prisen, det var det sidste på rullen, man er vel kludehandler - vi fik rabat i form af 2 pin´s á 25 ff.

De romerske udgravninger, ja dem glemte chaufføren - undskyld Nanna, vi må finde nogle andre udgravninger engang.

Vi er nu på vej til aquadukten pont du gard, et imponerende bygningsværk fra ca. 100 år efter Jesus blev født, pont du gard er den mest velbevarede del af den 50 kilometer lange aquadukt fra Uzès til Nimes.

Kejser Augustus stakkels svigersøn - Agrippa havde fået ansvaret for vandforsyningen til byen Nimes, hvad der også lykkedes til fulde i det akvædukten var virksom i ca. 800 hundrede år. Takken mange år senere - Agrippa udødeliggjort som varemærke for det statslige italienske benzinselskab, men hvad det har med vand at gøre, det er jo en anden historie.

Følgende kan og bør måske springes over, med mindre man er særligt interesseret.

Le Pont du Gard, er opdelt i 3 stokværk (etager), første stokværk er 6 brobuer med en samlet længde på 142 meter og en højde på 22 meter, andet stokværk er 11 buer med en længde på 242 meter, buernes højde er 20 meter, tredje stokværk består af 35 brobuer med en total længde på over 275 meter, buehøjden er 7 meter, alt i alt en samlet højde over floden gardon på 47 meter, godt klaret for ca 2000 år siden.

En lille skønhedsplet ved besøget, en eller anen styrtede ned, og blev transporteret væk af politi og brandvæsen, efter meget meget lang tid.

Kasper den modige sjæl badede i den kolde men tilsyneladende rene Gordon flod, Ann badede ligeledes, dog kun så meget som var nødvendigt for at lette ben!!

Senere, endnu en aften på terrassen i den skønne provencalske nat, stille og meget varm - 26o kl. 23., Der er sikkert meget varmere i sengen, så vi bliver her lidt endnu.

Onsdag den 21. juni 1994

Vi sov længe, for længe skulle det senere vise sig, Kasper og jeg skulle spille golf i den lokale golfklub ca. 15 kilometer herfra (Maubec), Golf og Country Club du Provence, desværre kam vi først af sted ved halv elleve tiden, Ann og Nanna sat af på vejen ved museet for avl og anvendelse af lavendel, krydderi, parfume og meget mere.

Vel ankommet til golfbanen, blev vi budt velkommen på formfuldt engelsk, hvad vi ikke var forvænt med her på egnen, damen var lidt i tvivl om hvornår hun skulle sende os på banen, allerede her burde jeg have anet uråd, men nej - naturligvis kunne vi spille med det samme, vi tænkte ikke på varmen og gav os ufortrødent på vej, uden opvarmningsbolde 300 ff. kunne være nok!

1.st teested blev en katastrofe for Kasper, 3 bolde i vandet, vi fik dem alle p igen, men dagens resultat var allerede givet her. Hullerne slyngede sig smukt af sted i den tørre marki , hist og her var der vandet selv på fairway, greens var meget hurtige, væsentlig hurtigere end vi var vant til hjemmefra, om det gav problemer - ja mon ikke - 3 puts ver snarere reglen end undtagelsen, og så var der jo varmen 34o i skyggen og mindst 15o mere i solen.

Vi drak og drak, ja ja tag det roligt - ku koldt vand, fornuftig nok medbragt hjemmefra, med det vejer unægtelig - og vi slæbte vort grej og varmen blev stadig stærkere.

Før 7. Hul, banens sværeste tog vi os et ordentligt hvil, og blev helt friske, sådan da! - resultatet 2 femmere, begge under vort handicap.  8. Hul blev banens oplevelse, ikke selve hullet, men udsigten utrolig smuk, stående højt på teestedet var udsigten betagende, bjerge, dale et enkelt vandlob med meget lidt vand, alt i en smuk bleg varmedis, der gjorde synet helt uvirkeligt, spillemæssigt gik jeg for kort i bunker, men et bunker slag 4-5 centimeter fra pinden reddede min par.

Allerede før dette hul, havde vi beslutte at afbryde efter 9 huller, dette trods min nærighed med hensyn til greenfee.

9 hul hjem blev den rene fornøjelse, scoren var nu ligegyldig, så naturligvis lagde vi ud med vore to bedste drives, jeg var meget tæt på at være på i to, men det var vel for meget af det gode og sluttede i par 5.

Tilbage til klubhuset, en Oringina og en biere de pression, udgift 20 ff., En prispolitik at tage efter i Gilleleje.

Maubec, den 24. juni 1994

Den store badedag kunne man måske også kalde dagen, planlagt var det i alt fald, at vi skulle til stranden, nærmere betegnet vi skulle til camargue, Frankrigs vilde vesten, med cowboys heste og øde landskaber, men frem for alt lange sandstrande lige ud til det azurblå Middelhav, det var nu ikke mere blåt end Kattegat derhjemme.

Som sædvanlig kom vi sent af sted, vi har forskudt døgnet med 3-4 timer i forhold til det vante, varmen får skylden!

Efter jeg havde orienteret mig i Michelin så af sted, men orienteringen var måske ikke god nok, så vi foer af sted i den forkerte retning, men hvad betyder en omvej på 45-50 kilometer, når man nu har kørt 1.800 kilometer for at lave en lille “smutter”, og vandet derhjemme ligger 800 meter fra vor ringe bolig. Vejen blev fundet, den rigtige, og foran os lå camargue - flad som en fransk crepe, rismarker og siv så langt øjet rakte, jo det er rigtigt nok det med risen, kæmpe marker stod under vand, frisk grønne af ris med et eksotisk islæt af hvide kohejre, som jeg kun troede fandtes på vort sydlige nabo kontinent.

Målet var den nu så kendte fiskerby st. Maries de la mer, kendt på grund af sigøjnerne en forårsdag i maj henter “sorte Sara” ud fra den lokale kirke, for at få en velsignelse ved (i) havet, i det sagnet fortæller at 2 Mariaér kom sejlende fra syd, og hvor de landede på kysten grundlagde de byen, der nu var vort mål.

Når man nærmer sig st. Maries de la mer begynder mistanken langsomt at kildre under huden, overalt kan man se carmaguge på naturmetoden på ryggen af et sølle kræ af en hest, måske tidligere områdets stolthed, men nu ligner hestene mere passive cirkusheste, det hele virker meget turistagtigt, som en del af den veludviklede turistindustri som man finder overalt sydpå, og såmænd også i det høje nord, nå men vi kan jo bare lade være at deltag, hvilket vi så gjorde.

Stranden derimod klarede vor forventninger, sand, sand og dejligt køligt havvand, det råbte ligefrem “kom og dyp dig”, mod forventning var Nanna først i vandet, hun nåede det et ´nanasekund`, hvad ellers, før Kasper, hun gad ellers ikke!!

Jeg måtte en tur til byen efter frisk baguette til frokosten, for selvfølgelig skulle brødet være det bedst mulige til dagens højtidsstund, først flækkes baguetten på langs med højre hånd som den styrende, hvorefter venstre kælent ligger et stykke jambon du blanc ind i det nyligt flækkede brød, dertil koldt postevand med isterninger, så enkelt kan det gøres, måske lyder det ikke af meget, men ved en solbeskinnet strand er det en del af livets velvære.

Vi er efterhånden gode til at overholde vore ferietraditioner, en af de vigtigste er vigtigste er at blive vel branket så man føler sig i familie med den roterende lammekølle over den ligeså bekendte grill, kun husets frue, der målbevidst har afstået fra alle gøremål, hjemme i det høje nord, når solen titter frem blandt skyerne, klarer sig uden men.

Kasper, Nanna og jeg selv bliver brændt, i varierende sværhedsgrad ganske vist, men for fanden hvor kan det gøre ondt, og den efterfølgende nat er ikke velegnet til søvn, kun uendelig lidelse!

Hjemturen fra camargue foretages af lidt kedelige småveje, afbrudt af en lille fornøjelig færge der gratis færger såvel biler som mange af de såkaldte cowboys, enten de nu er af japansk oprindelse, og uden andet forhold til hesten end at han havde betalt for turen, til synlig bekymring for turlederen, der på sit modersmål mumlede noget om `jopone og no controle´, sejlturen over Petit Rohne tog ca. 10 minutter på den lille hjuldamper, jo det er rigtigt nok to skovlhjul gav færgen fremdrift, og en weier klarede styregrejerne , så kaptajnen eller hvad sådan nu hedder på fransk, skulle bare starte og lukke for maskinen.

Hjemturen gik af D202, Nanna og jeg havde fundet en lille vej så vi kunne komme i kontakt med naturen, så endnu engang uendelige vidder af rismarker af rismarker omgærdet af meter høje sivbæmmer, så det var svært at se noget som helst.

Hjemturens højdepunkt var en dejlig middag i st. Remy, bøf over hele linien, Kaspers dog hakket chaval, dertil mængder af pommesfrittes, så hjem til vor elskede terrasse med vin mm., Barbarisk måske?,  Men armagnac med isterninger er himmelsk i den meget mørke fransk nat.

Men det gik anderledes, hvor hjemby var på den anden ende, kæmpe bouleturnering, hele Maubec og sikkert også de omliggende småbyer var samlet for at spille boule, vi er vel i Provence, alle spiller ung som erfaren, gammel lyder ikke så pænt vel? - og jeg er jo selv stærkt på vej!

1st. Prisen 300 ff., Kan vel ikke trække så mange mennesker til boulepladsen, så samværet må vel være det vigtigste, der blev spillet mand/kone, kærester og gamle venner sammen, alt i en skøn blanding, sådan da - ind imellem er det vis godt at jeg ikke kan sproget!!

Trods alt, til sidst vandt terrassen, selv den brændende hud kan glemmes for et kort vidunderligt øjeblik.

Maubec, den 24. juni 1994

Dagen derpå, ja jeg mener det, med det brændte spæk og rødme - natten var svær at komme igennem, alle vendte og drejede sig flere hundrede gange, lagner krøllet til ukendelighed, stønnen og pusten, kun den forud brændte klarede sig.

Nå - men op kom vi, sent ganske vist, men trods alt - Nanna og jeg selv var ikke til at få uden for en dør, før sidst på dagen, og da modvilligt.

Men trods alt kom vi af sted mod Avingon, måtte vi bære vore kameraer i hånden, selv de brede skulderremme var for hård kost for vore brændte skuldre.

Avignon - pavernes by, 7 paver på 70 år, jo der var gang i den den gang, men et flot palads var det blevet til, det lignede mange andre af den type bygninger vi har set overalt i Frankrig, eftermiddagens højdepunkt - en slentretur i den dejlige franske provinsby, små hyggelige krogede gader, forretninger med et lækkert udbud af varer, fra tekstiler til, ja nævn det bare, alt kan tilsyneladende findes. Hjemturen via et endnu et kæmpe supermarked, var for Kaspers dagens oplevelse, men det vidste vi jo i forvejen, ny Addidas trøje til Nanna - hjem til aftenens kulinariske oplevelser kreeret af Ann, færdigkøbt pizza!, Efterfulgt af dejlig ost med baguette og frisk jordbærkage, Nanna foretrak friske jordbær, smag er jo som bekendt forskellig.

Maubec, den 25. juni 1994

Endnu en dag med efterveer efter solen, formiddagen tilbragt hjemme. Ann og Kasper spillede tennis på det lokale stadion, Nanna og jeg læste ivrigt, som sædvanlig læser jeg `ikke altid kaviar´ denne gang er det 11 gang jeg er i gang med min faste ferielekture.

Eftermiddagen, havde Nanna endnu engang tilrettelagt efter fremmedfører og Michelin no. 84, men først skulle mor og Nanna lige se hvor jeg og Kasper havde kørt en lille aftentur til oppe til Mount de Vuex, den blev trods modvilje mod større anstrengelser en tur op til en forladt `Ronja Røverdatter´ borg, klatretur hvor fødderne skulle sættes forsigtigt, for naturligvis var den voksne del af selskabet fornuftigt påklædt med klip-klapper, det kan absolut anbefales til en klatretur!

Turen blev ifølge Nanna og Kasper det mest spændende vi endnu havde oplevet, og dette kun 2.7 kilometer fra vor bolig, så måske var den mange kilometer til stranden spildt?

Et besøg på bagermuseet blev derimod turens antiklimaks, 3 etager intetsigende udstilling som Kasper så præcist udtrykte det!! - spild af penge - og han havde ret.

Et besøg hos bageren skråt overfor var derimod meget morsomt, bageren opdagede snart at jeg brugte videoen, og så spillede han op til Kasper på fulde omdrejninger, meget skægt - jeg gløder mig allerede til at se det når vi kommer hjem.

En tur til Foret du Ceder, eneste større sammenhængende beplantning af libanesiske cedertræer uden for Libanon, blev skåret ned til selve køreturen, familien erklærede stedet for kedeligt, og derved blev det - jeg kan jo også altid sige, at der har jeg naturligvis været.

Nanna var aftenens kok, derefter en tur til sengs, sikken en nat - torden, regn og blæst og utroligt meget af det hele, Kasper sov, vi andre var vågne lige til kl. 4.

Maubec, den 26. juni 1994.

Dagen startede både glædeligt og en smule kedeligt.

Det glædelige først, Kasper klarede den franske bager madamme uden hjælp, han fik brød ud af det, og stolt var han, vi kastede os over det nyindkøbte, det vil sige ikke Nanna hun sov, men natte havde også været lang.

Pludselig blev jeg kaldt nedefra, Madame Danie fortalte at der havde været indbrud i 4 biler, dette i ly af nattenes uvejr, af sted for at se på skaden, venstre dørlås var brækket op, men intet taget, politiet var på stedet og optog rapport, dejligt med en indfødt translatør lige ved hånden. Senere på dagen skulle vi alle til Cavillion for at bekræfte det skete hos politiet, endnu engang med hjælp af Madame Danie, papirerne til forsikringen derhjemme blev udleveret, samt en undskyldning på vegne af det franske folk - fint skulle det være - man var ked af problemerne overfor turisterne, og ville gøre alt for at det ikke skulle gentage sig, vi følte os helt vigtige, men det var nok bare professionelt.

Før eftermiddagsturen til Cavillion havde Kasper og jeg udbedret skaden så meget, at et værkstedsbesøg udsættes til vi kom hjem, i morgen pynter vi lidt på det igen, vi skal lige have købt noget spartelmasse.

For at føje spot til skade, var det torden og regn sidst på dagen, de lokale så glade ud, vi mindre glade.

Engelske bøffer på fransk til middag - i morgen er der endnu en dag!

Maubec, den 28. juni 1994

Tro mod vore løfter, om at komme tidligt, kom vi af sted ved 10 tiden, et par timer efter vi skulle være kørt, Nanna var mere sur end en umoden citron, hvis det ellers er muligt - og det var det!!!!!!

Efter planen kørte vi af sted mod Grand Canyon du Verdun, en meget stor og dyb slugt, gravet i landskabet i årtusinder af floden Verdun, deraf navnet.

Det Provencalske landskab, så på denne tur endelig ud som jeg havde forventet det, bløde bakken og marker med mangeartede afgrøder afvekslende med små bjerge bevokset med stilkeg, lavendel, merian, kongelys og mange andre blomster og planter, så hvis ingen anden i bilen havde øje for det, så havde jeg nu mødt det Provence som mange bøger og artikler havde beskrevet så forventningsfuldt, og det er jo let kun at beskrive det positive, forresten fortog Nannas surhed sig langsomt, og da et lille boullangerie havde leveret mini croaissenter m.m., blev hun helt medgørlig!

En badetur var planlagt i Lac du la Croix, det blev en oplevelse for både øjet og badningen, søen næsten ubeskrivelig smuk dukkede pludselig uden varsel op i al sin turquis pragt, en farve intet kamera ville kunne beskrive til fulde. Badning på bredden af denne meget store bjergsø, efterfulgt af vor franske frokost, ofte tidligere beskrevet, baguette, a Jambon du Blanc og Orangina, alt var ved sig selv, men vi er jo også i Frankrig for 12. Gang, det hele var den tre timers køretur værd, iberegnet en mindre omvej på ca. 60 kilometer - pokkers også.

Endnu et bad i søen for de mest "badepjattede" og så af sted mod turens egentlige mål Grand Canyon du Verdun, som `hjemmefra´ var anbefalet så kraftigt af vor vært Peter med familienavnet Juul, `det er mindst ligeså flot som det i Amerika´ og flot var det, men om det var lige som over-there må stå hen i det uvisse, vi kørte op mod slugten, endelig var vi der, et vidunderligt landskab viste sig for vore øjne i alt sin pragt, den mudrede fold langt langt nede ca. 110 meter under vor helikopter holdeplads, jo det er rigtigt nok, her er plads til redningshelikoptere langs vejen, så det er om at holde sig på vejbanen, men som det ofte går, når turen er på mere end en time, kølnes interessen for det omgivende sceneri, til sidst er det chaufføren  og Nanna der `gider´ at stå, ud, når vi holder på et efter min  mening særlig smukt sted.

Pludselig bliver luften anderledes og jeg postulerer ud fra mine `mangeårige´ erfaringer i bjergene - nu får vi regn, jeg kan lugte det - skepsis i le vouture, men man faktisk lugte regn i bjergene særlig når vejret er meget varmt, skyerne bekræfter min antagelse, blågrå med en tendens til det koksfarvede og så er den der, regnen altså, det er som at køre i en undervandsbåd, og til sidst må chaufføren give sig, ind til siden og bare vente, vente på at regnen stilner lidt af lidt af så vi kan komme videre og videre kommer vi, gennem sten og mudder der ligge i rigelige mængder på vejen, nys nedkommet fra bjergene der omgiver os, godt vi ikke var lige der da det faldt, så nåede vi et mindre vandfald  ud over D202, jeg ud med videoen og Nanna med kameraet, en legesyg nederlænder kørte for vor og måske for egen fornøjelse ind midt i faldet, det må have været en voldsom oplevelse at dømme efter ansigtsudtrykket ad han kom ud igen, måske havde han fortrudt sit overmod, og ikke tænkt på konsekvenserne med vand og sten i kombination. 

På hjemturen kom Kasper endelig ud af bilen igen, hvorfor? - jo et supermarked i sigte, og så var han på mærkerne!!

Maubec, den 28. juni 1994

Hviledag efter en lang bjergudflugt i går, 324 kilometer på meget små snoede veje, ja så skulle det lige være en tur i den nærmeste omegn til et par af de lokale byer Gordes og Roussillon, samt et besøg på et meget lille frilandsmuseum hvor vi kunne se den oprindelige bebyggelse her i Provence, alt bygget i limsten ca. 10 centimeter tykke, kunstfærdigt stablet oven på hinanden så de til sidst blev til en bygning, spændende?  Da vi gik ind var selv Kasper med, ved de sidste bygninger var såven han som jeg selv stået af, det var sgu temmelig ens det hele, og dermed kedeligt, jeg gik mest og savnede en swimmingpool her i den sene eftermiddags tørre hede, men sige det højt turde jeg ikke!!

Videre til Gordes, en meget smuk udsigt over en af de byer vi nu nikker så bekendt til, alle små og meget pittoreske - videre til Rossillion der skulle være turens højdepunkt i dobbelt forstand , den røde by , højt beliggende på en klippeknast af røde klipper, undergrunden består her af xxx der i forbindelse med luft og fugtighed nærmest ruster og giver den røde farve der ses overalt, husene er bygget af den røde klippe og pudset med samme farve sand, en meget ejendommelig virkning smuk og anderledes.

Byen (Ann) bød på is (Kasper), Nanna orangina, pastis til Ann, trods sidste års erfaringer, Kasper kunne klart huske episoden, nu bliver mor `meget glad ´forkyndte´ han , men så slemt gik det ikke - jeg selv fik en kold biere du pression, tro det eller ej men øl er ganske godt i 31o varme - prisen var skræmmende 36 ff. Totalt, hvoraf de 13 ff. var for Kaspers is.

Aftenhygge i gårdhaven, vore venner murerne var endnu ikke færdige på den modsatte side.

Maubec, onsdag den 29. juni 1994

`Los Flamingos´ nej ikke den gammel kendte musikgruppe fra Sydamerika, men gemene vilde flamingoer fra Carmaque, husets frue havde netop købt et postkort med nettop dette motiv, så det var bare med at klø på for at finde de skønne.

Rask af sted, det lykkedes for første gang at komme af sted til tiden, Ann serverede morgenmad i rimelig tid, men det manglede da også bare, det var jo hendes flamingoer vi skulle finde. Via Callivion og St. Remy Pce., derfra til Arles videre til stranden ved St. xxx,  om vore børn er konservative rent politisk vides endnu ikke, men vi skulle absolut på den samme strand som ved vort sidste besøg jeg havde hellere set os på en anden strand med måske endnu flottere piger, men nej vi var allerede blevet stamkunder på veststranden, sand og vand var det samme, dog var bølgerne større - indlysende for ved vort sidste besøg var ingen bølger overhovedet. Nanna og Kasper boltrede sig på den medbragte luftmadras, madras i øvrigt efter den indiske by Madras, som jeg belærende fortalte, nå men det betød intet for dem de skulle bare lege, også jeg måtte modvilligt, det sagde jeg i altfald, en tur i bølgerne - dejligt svalede var det nu, så det blev til mange ture i Middelhavets meget salte bølger.

Sidst på eftermiddagen skulle vi på jagt, nå ja ikke sådan - Ann skulle nu se flamingoerne in life, vi havde fået et tip af en familie fra Ringsted, vi skulle bare køre til højre, det gjorde vi så.

Straks efter vi havde forladt  St. ?????? for sidste gang på denne ferie, så vi de smukke blegrøde fugle, vel gnaskende  i det lave varme vand medens de stampe ihærdigt i mudderet, Kasper udbrød `Se mor de gør gymnastik´, men vor medbragte geografilærerinde  rette ham eksalteret da de kære endnu en gang stampede vildt i vandet, `Se nu står de bedre fast, og vælter derfor ikke´ andre i vor lille flok var af den mening at flamingoerne stampede i mudderet for at stampe fødeemner op til dagens måltid, men nu blev vi så kloge!

Som sædvanlig skulle jeg lige en lille omvej der ikke var med i planen, og det gad familien ikke, naturligvis lige bortset fra Nanna, jeg kunne præsentere udsigtspunkter og andre lækkerier lidt hjalp det, demonstrativt blev visse rejsedeltagere siddende i Passaten.

Arles var turens mål på hjemturen mod Maubec, det antikke Rom var her repræsenteret ved en bunker gamle sten, for nu at bruge Kaspers udtryk, der burde havde fjernet for længe siden, hvem ved måske får kulturen og en plads hos ham en skønne dag måske kun en meget lille plads men dog!

Romerriget var her repræsenteret med nogle af de bedst velbevarede af den romerske bygningskunst, kun Nimes skulle være bedre. Vi beså den gammel romerske arena, der trods alt fik en vis interesse for husets yngste, da vi fortalte ham om løver der blev fodret med mennesker, ganske fornuftigt syntes han. Gamle ruiner er meget sjove for en tid, men vi fik alle nok, en lille beværtning med kolde Seven-Up trak, hjem skulle vi jo også, hjem til middagsmaden og den sædvanlige hygge i vort dejlige hus.

Maubec, torsdag den 30. juni 1994

Så har fanden taget ved husets frue, gu´ ved om vi snart skal mod det kolde nord, rengøringen står med lysende øjne i ansigt, nej nej ikke for at gøre rent, men for at fordele smerten, og dermed den samlende families ulykkesageligheder over indtil flere dage. Nu er det forbudt at spise inde i køligheden, pas på ikke at spilde, tør fødderne godt af og så videre, efter mange års rejseri fortryder jeg for jeg ved ikke hvilken gang i mit stille sind at vi sparede de 200 ff. en rengøring ville koste, fornuftigt nok at spare da forslaget fremkom, men nu nager tvivlen, og så har jeg oven i købet lovet at pudse vinduer  herren hjælpe mig, men heldigvis først i morgen.

Formiddagen går med husflid og ny varmerekord 35o i den sparsomme skygge, godt jeg ikke skal være her i en længere periode, efterårets med skiftende farver og modne druer vil sikkert passe meget fint til vi nordboer, eller måske forårets orgie i blomstrende mandeltræer, tænk en lang efterårsferie i disse omgivelser.

Efter vel overstået sløvhed, var turen nu kommet til Callivion, som Kasper omdøbte til Adidas by, i en liden sportsforretning lykkedes det - det lille mærkedyr at opstøve et meget elegant sæt, shorts og bluse af førnævnte mærke, moderen til dyret fik en bikini på udsalg, den gamle vittighed om at nu havde vi `sparet´ 285 ff. blev naturligvis gentaget.

Nanna indkøbte i en lille speciel forretning Ùne meter tissue de Provence` som hjemme skal forarbejdes til en lækker taske, stoffet var af den dejligste solgule farve. Hvem vidste i øvrigt at oregano og løg hedder næsten det samme på fransk, men det blev vi belært om, da familien indtog en lille butik af lutter nysgerrighed: Butikken indeholdt krydderier i alle afskygninger, samt mange andre specialiteter her fra området, spændende spændende. Tilbage til oreganoen, godt at lugtesansen ikke er forsvundet på os moderne mennesker, vi fik skilt det tørrede løgpulver ud fra det ønskede krydderi, læg dertil 100 gram tørrede rosenblomster, en gratis lakridsrod til Kasper, den kunne han i øvrigt ikke lide, med det kan jeg heldigvis måske et minde fra barndommens dage.

Besøget understregede, hvad vi gang på gang må erkende, når vi sidder senere med erindringens tone, det er de små uplanlagte oplevelser der står stærkest.