Sommerferie 2005, S/S Emerald & Corfu.

Ja så er vi på farten igen – først Indien, så Prag og nu det Græske øhav, fra den ene yderlighed til den anden, men afvekslinger er jo også oplevelser. 

Fredag den 17. juni – afrejsedag og ankomstdag.Afrejsen fra Kastrup forløb med de snart obligatoriske forsinkelser, denne gang kun ca. 35 minutter.  Vi fløj denne dang med MyTravel med det blev benpladsen ikke bedre af – tvært imod.

Fremme på Corfu begyndte vor egentlige ferie, overstået var de små gnidninger vi altid har inden vi kom af sted – planter der skulle vandes, havde jeg for meget tøj med, og var det nu det rigtige ovs. Osv.

Lufthavnen på Corfu er som så mange mindre lufthavne på fremmede rejsemål ikke helt gearet til de større og større invasioner af sol hungrende, men af rejsen små irriteret de første stress tegn var ny på plads og kunne nor bryde ud når som helst, som en britisk komiker senere på turen udtrykte det så fremragende – kommandoerne lød som maskingeværsalver – hent en vogn, tag nu vores kuffert med det samme, alt længe inden båndet var begyndt at køre – vi skal jo alle på ferie for at slappe af, med det var tilsyneladende ikke tilfældet for Mrs. & Mr. Fra det skotske, men kan vi danskere sige os helt fri for de samme tendenser – tænk blot – når vi rejser os i flyet midtergangen er fylde med andre medrejsende, trods dette ligger vore hoveder enten til venstre eller højre hen over skulderen for at få vore pakkenelliker i hattehylden, og hvis dette endelig lykkes ja så venter vi gerne 10 til 15 minutter for at komme ud, men sidemanden skal jo heller ikke være længere på ferie end vi selv, om det så kun er 15 sekunder på en varm betonplade i en fremmed lufthavn.

Bagagen kom ud på et transportbånd i ”klumper”, men tilsyneladende intakte for alle. Rejseguiden ventede uden for og fik os på den rigtige bus nr. 22 på plads M, dette var trods alt noget nyt – for det passede første gang. En prisværdig kort men præcis orientering, jeg hørte som sædvanlig ikke helt efter, hvad min hustru gentagne gange senere skulle bemærke.

Vel ankommet til cruiseterminalen blev vi tjekket ind endnu en gang og her skulle vi også fotograferes, til hvad brug ved jeg ikke, men måske var det tilstedeværelsen af et kasino ombord på Emerald, skibet der i 7 dage skulle bringe os rundt i det græske øhav. Det viste sig senere ikke at være tilfældet, men der i mod en del af et velfungerende sikkerheds foranstaltning – ved hver eneste tur i land blev vi via stregkode registreret som fraværende fra Emerald, ligesom vi blev tjekket igen når vi kom ombord, ganske betrykkende. En kort spadseretur bragte os til landgangen og vi kunne entre S/S Emerald, lidt spændende var det – det var vor første krydstogt.

Vi fik anvist en køje på 3 dæk, dette til trods for at vi havde betalt for 7 eller 8 dæk uden motorlarm, men hvad – vi valgte at ringe til det lokale kontor på Corfu næste morgen – vi tager sagen op når vi igen er på Corfu. 

En lille rundtur på skibet viste at vi nu også skulle besøget et helt andet land – nemlig Storbritannien. Alle priser var i engelske pund (£), maden var så vor mor hjemme fra Bristol ikke skulle føle sig langt væk, måske kun nede om hjørnet – dette burde jo nok havde fremgået af udbudsmaterialet hjemme i Danmark. I hele taget kunne en bedre information hjemmefra have løst mange små usikkerheder fx dette som at deltage i kaptajnens velkomst party, dette var overstået da vi kom frem!! Men hvad de fleste havde stået i kø for at blive fotograferet med skipper i 20 sekunder, senere kunne fotoet købes for så at fremvises på den lokale pub i x-street for den beskedne sum af £ 11,95, men så var fotoet også stort 13 x 15 cm. Dette med fotoerne gentog sig på hele togtet – her dag kunne man blive fotograferet med forskellige baggrunde på en baggrund ophænget til lejligheden fx en imponerende slotstrappe, eller med udsigt til en solnedgang set med rælingen som en ekstra gimmick, selv en Mrs. Hyacint ville have været tilfreds og købt en eller flere af de mange tillægsydelser der kunne følge med – fotoet i et plastredningsbælte, eller slotstrappen som nøglering, en stor nøglering, men alligevel!

En anden ting var dresskoden, det til trods for at er ganske ligeglad med det derhjemme, men her måtte jeg sande – hvilket jeg aldrig vil indrømmer over for min hustru – det vrimlede med langer rober, smukke kvinder i alt fald til vi så de samme kvinder i bikini, alle havde desværre fundet den frem fra dengang de var 15-25 kilo lettere. Herrerne var iført alt fra Smoking til nationaldragt fra Skotland – kilt med tilhørende tingel tangel, men flotte så den nu ud. Jeg der var det man kalder Casual påklædt med krokodille på brystet, var måske en smule ved siden af, senere på uge hjalp det, også de blev mennesker med topmaver brændet til en temmelig uklædelig rød farve, og i badetøj er det jo svært at skjule at man er belavet ælder – spejlet lyer ikke!

Pænt og rat er her, med nogle lidt hysteriske men ganske yndige - ”Showfolk” der af al magt forsøger at trække de lidt ældre Herrer og Damer ud på dansegulvet det er jo første aften og vi skal vel have det lidt hyggeligt. Hvordan er vi så – vi passengere, ja mest af alt ligner det pensionistrejse, jeg der fylder 60 om et par måneder føler mig helt ung – jeg ved heldigvis ikke hvad Ann føler, men måske er hun gået i barndom!!!

Når dette er sagt er det en oplevelse at være ombord, livet går sin egen tolerante gang, du kan spise næste døgnet rund, alt er med i prisen dog ikke det våde, men alligevel – morgenmad i cafeteria eller i Restaurant, det samme til både frokost og middag – for ikke at forglemme eftermiddags teen og aftenteen med kager frugt og meget mere – og til de sultne en kold buffer med lidt varmt der kører hele dage.

Argostoli – lørdag den 18. juni 2005
På dansk Klippeøen, opkaldt efter øen hvor jeg blev klippet.

Dette vort første møde med den Græske ø-verden, blev som ventet en anden verden at besøge, tiden er næsten gået i stå, særskilt når man kommer ”snigende tidligt om morgenen” langtfra alle butikker var endnu åbnet, dette til trods for at ca. 900 oplevelse hungrende turister, der blev sejlet ind til øen i de store redningsbåde der tilhørte Emerald – vi lærte senere den engelske betegnelse for samme – Tenderboats, og jeg som troede at tendere var efterløbere til et lokomotiv på landjordens skinner, men det stammer sikkert også fra det sprog der skulle være vort nye modersmål på resten af Cruset, ja se bare det engelske siger sig ind over alt.
Dejligt at komme i land og få strakt benene, lidt gråt var vejret med et par enkelte dryp fra Zeus eller hvem der nu havde åbnet en smule for hanen, men vedkommende fortrød meget hurtigt, så hurtigt at der kun var et par dryp i støvet på gaden.
Min smukke hustru var på jagt efter et par ting i et Parmecia, og da det var lykkelig fundet skulle jeg naturligvis også bruge et par euro. Mit hår var blevet temmelig langt siden det sidst havde stiftet bekendtskab men en saks, det var senest i Prag i april – så det var tiltrængt, mit valg faldt på en salon uden kunder – efter et par forsøg på engelsk og en smule på germansk, forstod kvinden med det kendte lille pikante tegning til de kommende års overskæg, ikke usædvanlig for en græsk kvinde på vej mod de 40. Klippe det kunne hun, en kort instruktion på tegnsprog om en længde på 1½ finger med ørene ude i luften igen – gik det løs – hele seancen tog blot 15 minutter, det hele gennemført med saks, nydeligt blev det – så nydeligt at jeg senere ved middagen fik ros af min borddame Jonna fra det sydlige Jylland, kender for hun havde drevet egen salon i  Strib ved Middelfart. Pris for oplevelsen € 13.
Efter lidt vandring på kryds og tværs var det på tide at komme ombord igen, men inden dette lige en kold øl på en havnetervana, hjemme havde vi kaldt en havneknejpe, øllet det lokale græske naturligvis blev serveret de koldeste krus man kan tænke sig, det var is både ude og inde, men som det slukkede tørsten, nu hvor det var skiftet fra overskyet gråt til klar sol men en temperatur omkring de 35 i skyggen.
Nu fluks hen til Tenderbåden, ombord ventede der jo en 7 retters frokost, hvis det var det man havde lys til – vi nøjedes dog med henholdsvis 4 og 5 retter, man er vel beskeden!

Senere skulle vi til vor første ”dinner” ombord. På forhånd havde vi fået fastepladser – bord nr. 45, men sammen med hvem – heldigvis viste det sig at danske bordfæller, så vi skulle ikke hele tiden side fuldt koncentrerede for at forstå hvad der blive sagt – Tak Jonna, Harry, Kaj og Ellen for et meget hyggeligt samvær, med mange gode grin såvel over os selv, som over de mange andre omkring os. En hel speciel oplevelse var vore tjenere – herom senere. 

Piræus & Athen, søndag den 19. juni 2005
Stik mod vores overbevisning havde vi meldt os til en gruppeudflugt. Som med vanlig militær pression var der kaldt til infomode i Monte Carlo lounge, men vi gik blot i land fandt bussen og fik de bedste pladser, vi køm jo først! Guiden en morsom ældre græker, det næsten indledte alle sætninger med ordene Number five, come into the shadow -  follow me. Nummer 5 var bussens nummer, og vi var jo med bus nr. 5 gnaske simpelt ikke – det med skyggen mente han helt bogstaveligt, han stod der i skyggen med de 2-3 nærmeste alle andre stod i den bagende varme 42 grader og lyttede bogstaveligt til de lange remser der flød fra grækerens velsmurte mundtøj – den mand kunne sikkert alt omkring Akropolis, Nike templet mm., men det flød som skidt fra en spædekalv – ikke alt var lige forståeligt selv for vore engelske medrejsende det var dog mindre vigtigt for denne charmerende herrer.
Undervejs så vi det olympiske stadion fra 1896, ikke just ophidsende. Vi så det tidligere kongepalads, universitet og meget mere med en gennemsnitsfart på ca. 40 km i timen – og så havde vi se Athen – naturligvis var der også et par andre ting at se - --
Tilbage til Emerald tidsnok til vi kunne nyde frokosten i afkølede lokaler – så kaldte soldækket med en middagssøvn, kun afbrudt af vor afsejling fra Piræus – de er noget fascinerende over afrejser, det der lige er sket er nu kun et par bogstaver og måske et par fotos værd – så er det historie. Vi er igen på vej kurs Tyrkiet. 

Kusadasi, Tyrkiet, mandag den 20. juni 2005

Ja så er vi Tyrkiet, skulle du have glemt hvordan det føles kommer du snart i tanke om det – Her er din tante fra Græsted, eller onkel fra Steenstrup ved Kolding er hed de mest velkendte personer, eller hvad med Bilka, her er det ikke Bilka der kan, alle handlende er meget billigere en førnævnte firma dette er ganske vist! Hvis du er fra et andet land end Danmark, er det sikkert et andet firma der ikke kan. Og havd de stakkels mennesker ikke har af tanter, fætre, brødre, kusiner og onkler der er efterladt i landet højt mod nord er ganske enkelt utroligt.
Når jeg næste gang tager til dette i øvrigt fortræffelige land, vil jeg være iført en bluse med teksten ”I dont want to by anything”, sikkert kun med det resultat at de vil flå samme bluse af mig, få den eftergjort for derefter at forsøge at sælge min bluse til mig igen.
Men service er også noget der ydes, et par solbriller i form af clips til min bedre halvdels lidt moderne stel skulle indkøbes, for naturligvis fandtes det, et par smukke ”guld”indfattede clipa kom på tale, meget smukke ikke, Ann så på ham og spurgte hvad han selv syntes, i det øjeblik var der kontakt mellem kunde og sælger, et stort smil brød undskyldende ud i ansigtet på sælgeren – vi var enige om at de var ganske uhørligt grimme. 

Mykonos & Santorini, tirsdag den 21. juni 2005

Mykonos blev en oplevelse der aldrig vil gå ´helt i glemmebogen 

Herakilon, Kreta – onsdag den 22. juni 2005

Ja så er vi her igen, længe siden ganske vist – nærmere betegnet 27 år eller en smule mere hvem husker det nøjagtige år så langt tilbage, måske skulle vi have husket det det var vor første ferie sammen, men alligevel.
Herakilon var langt den største by vi skulle besøge på cruiset, vi gik til fods mod byen, langsomt dukke minder op – her har vi været før det gaamle venitianske fort ved indsejlingen til  den gamle havn lå der endnu, og hvem skulle i øvrigt have flyttet det? En ny længre mole var kommet til, det blev til et par fotos for at mindes – fotoalbummet hjemme må nok findes frem igen.
Byen lignede andre provinsbyer med et spændende centum omkring løvespringvandet, side gaderne her var ganske charmerende, særskilt en gade tiltrak opmærksomhed – gaden med turist nips t-shirts måske forfalskede, men køber du en mærkevarebluse til en helt anden pris end hjemme er der sikkert noget galt, ganske vist er momsen her kun på 9 %, men alligevel…. En spændende og charmerende ting ved gaden var de gamle fødevare forretninger der lå indeklemt bland de øvrige farvestrålende forretninger, disse forretningsindehavere ønskede ganske givet ikke at give op for den tiltagende turisme. her finder du flere forretninger med oste specialiteter fra hele Kreta, slagtere med hele kroppe i vinduet og på stativer på gaden får, gedekid, kaniner flået så man stadig se de lange øre kun bag poterne var ikke flået, men de bringer jo også lykke. Fiskehandlerne var også på plads ganske vist i en lille sidegade, men du kunne dufte dig frem. Grønthandlerne falbød ting som vi hjemme næsten kun finder i indvandrer miljøet hjemme på Nørrebro. Kaffe og tobakshandleren malede og brændte kaffebønner næsten ude på gaden sikken en duft og mangfoldighed, her fandt vi også de Kretenske honningspeciliteter med og uden fyld af mandler og diverse nødder. Efter en tur eller tre gennem menneskemylderet var det tid til formiddagens kaffe, vi spejdede efter de i Grækenland kendte stole med sivflet på et råt stel af mere eller mindre velholdt stel af træ, egentlig ganske umagelige, dejlig Græske, det var her på disse stole de fandtes indbyggerne i Herakilon, det vil sige kun den mandlige del af befolkningen på rad og række blev gårsdagen problemer vendt, ikke en men sikkert mange gange samtidig blev bedekransen filttigt brugt. Hver en smuk kvinder og dem er der en del af her i syden fik et par øjne med på vejen, naturligvis også mine delvis gjorde jeg men livsledsager opmærksom på mine iagttagelser, men nej det var de græske adonisser der trak hendes blik – måske forståeligt.
Da kaffe var indtaget uendelig langsomt, du var jo nu smeltet ind i helheden og løsrev dig kun nødigt. Klokken nærmede sig langsomt 12.00 S/S Emerald kaldte frokost i Airconditionerede lokaler trak og husk de 7 retter til frokost!     

Zakynthos, torsdag den 23. juni 2005 

Korfu, fredag den 24. juni 2005. 

Vi har nu tilbagelægt 1207 nautiske mil i det Ægæiske Øhav, dette svaret til ca. 2155 km, det meste af tiden sejlet i de sene eftermiddage og om natten, en yderst behagelig måde at rejse på, og netop  det i 200 året for HC Andersen, bør man jo rejse! 

Afsked med Emerald midt på dagen, let forsinket naturligvis, ned i en bus til vort nye mål Hotel Mayflower – i vort rejsekatalog beskrevet som et rigtigt familiehotel, svært at se hvor der var plads til familien i de forholdsvis små lejligheder, med fuldt tilfredsstillende for et bedaget ægtepar som os.
Vi nåede at se os lidt om i ”byen” nærmere en lang turistgade med de sædvanlige tusind butikker med al skins ragelse. Vi fik set stranden der fik os til at længes enormt efter vor Nordsjællandske strande – Hornbæk, Rågeleje m.fl.
Sådan skulle det dog ikke være – en meget velplejet pool måtte erstatte stranden.
Det blev en rigtig dasedag med lidt hjemmegjort Græsk Salat, efter en kort tur i Coop, den lokal brugs der hernede i modsætning til hjemme var det billigste supermarked. Vi var nu i besiddelse af Feta, den næst billigste, ost, tomater, olivenolie, salatløg plus brød, nu var dagen reddet - vi spiste salat såvel morgen som aften – nå ja jeg glemte rødvinen – vi fik slappet af. 

Moraitika (Corfu), lørdag den 25. juni 2005.
Vort første dag på hotel Mayflower, det var lige så lovende som da vi ankom i går til middag, værelset var nøjagtigt lige så lille som gårsdagen havde vist og toilettet småt men dog brugeligt. Hyggen sneg sig ind på vore 2 trasserer, med henholdsvis morgen- eftermiddagssol - dasede. Ann fik en invitation fra vore bordfæller på S/S Emerald til at spise sammen søndag aften på et lille sted de havde opsporet med en dejlig udsigt, naturligvis blev dette straks accepteret og vi glædede os til endnu en hyggelig aften sammen.   

Mortitika (Corfu), søndag den 26. juni 2005.
Nu er vi blevet rigtige sol hungrende turister, solen fra Emerald skulle holdes ved lige, så det meste af dagen ved poolen – dase dase dase, kun afbrudt af græsk salat til frokost – vi skulle jo ud og spise fint senere på aftenen der var bestilt bord til kl. 20.30 så der blev startet med ouzo hjemme på Mayflower kl. 20.00 lækkert.  

Mortitka (Corfu), mandag den 27. juni 2005.
Området vi havde set på vej til førnævnte spisested, så spændende ud, så min hustru befalede ingen solstole til formiddag – de så ellers meget tillokkende ud. Vandretur til den gamle bydel, vi kom af sted trods protester, men naturligvis hjalp intet, op ad vejen til højre hen af hovedgaden nu til venstre og så var vi der, en meget hyggelig lille by – mærkeligt at det er samme by som på hovedgaden nedenfor. Her er livet ganske anderledes, stille stille med plads til de hjemlige sysler der præger et meget lille lokalsamfund på en af Grækenlands utallige øer her Corfu, men det kunne sikkert lige så godt have været på en hvilken som helst anden ø.

De små huse krøb på mere eller mere lige fundamenter op af bjergsiden, små delvist lukkede gårdspladser og haver hvor der blev dyrket grøntsager og mange blomster til eget brug måske netop derfor mangfoldigheden, en inspiration til efterfølgelse.
Langsomt opad næsten mod himmelen – ja det er måske for meget, men min hvide skjorte fra Indien lignede nu mest af alt en meget våd karklud. Pludselig var byen forbi vejen fortsatte op op igen ud blandt oliventræerne, der her bliver høstet der var bundet net til stammerne disse bliver så i høsttide lagt ud på jorden for at opsamle de oliven der bliver slået ned med lange stokke. Min største oplevelse på turen var duften, duften af den græske marki – timian, rosemarin, salvie og mange flere urter som jeg ikke kender navne på – men duften der kom med en meget lidt svale blæst vil til evighed være printet i min hukommelse, jeg mindes ikke tidligere at have oplevet denne så intens som her, ja vist Provence har sine lavendel, men alligevel. Vi gik ufortrødent gennem krat og urter, min kære med vandrere syntes ikke det var nok at se fra oven, så hun lagde sig nok så nydeligt mellem det hele heldigvis kom hun intet til – et godt råd til andre – husk at medbring rigeligt med vand.
På vejen ned igen gennem byen, nåede vi til det lokale torv 20x 30 meter, men her lå også en lille Tervana det kaldte på vort besøg – kaffe serveret med et glas vand, det tog tørsten!
Senere på dagen modtog jeg en invitation fra min ledsager – vi skulle spise på samme sted – opad igen denne gang elegant via en genvej der passende endte i en lokal have, men vi kom frem – maden er måske smagt bedre, kylling fra grill sardiner fra samme med tazakiki og taramossasalat førstnævnte er jo kendt af de fleste, men taramossaen er måske mindre kendt! Røget fiskerogn med hvidløg og yougurt en delikatesse for os begge, efter betalingen blev der serveret concag uden beregning naturligvis. Jeg glemte helt det leben der var på torvet – børn i mange aldre fra de allermindste til de lidt større legede her indtil de ved ca. 22.00 tiden blev hentet hjem af deres forældre, mange under voldsomme protester, de legede jo lige så godt – skjul var her et sikkert hit – præcis som hjemme – verden er jo trods alt ikke så stor.

Mortitka (Corfu), tirsdag den 28. juni 2005.

Endnu en varm dag under en skyfri himmel, jeg turde ikke se på termometeret da vi skulle på vandretur i den Corfuske natur – min hustrus forslag naturligvis – Vi skulle besøge en terverna i bjergene, derfor tidligt af sted kl.ca 9,00 var vi klar efter at have indtaget morgenmaden på terrassen som sædvanlig – på med vandresandalerne, det var nu jeg kunne mærke nattens myggestik hvor remmene sad på foden, men det gik naturligvis væk da naturen foldede sig ud foran os. Duften af friske krydderurter blev bragt med morgenens friske brise, som på tidligere dage er det en fornøjelse bare at stå stille og nyde naturen. På ruten mod tervernaen ”75 steps” passerede vi mange velplejede huse med ligeså velplejede haver, mon det er fra den engelske indflydelse på Corfu at den mange roser stammer – vi har endnu ikke været i syden hvor rosen er så dominerende som her på Corfu. Vi var ikke vandret langt før vi var på landet – qua min interesse for planter blev der fotograferet planter på vor vej – myrter, snerler, figentræer, med en selvtiltaget ret til at plukke af de modne og meget velsmagende figner, noget helt andet end de figner vi nyder til jul, vist nok vi kan få friske figner hjemme, men det at plukke en solvarm figen og langsomt spise samme er en speciel nydelse og Ann spiste for første gang en selvplukket – at se på hendes ansigts udtryk var det en udsøgt fornøjelse.

Naturligvis nåede vi de 75 trin, tog elevatoren op – dovenskaben længe leve, men når nu sveden dryppe livligt er det vel undskyldt – vi gik ned!
Fra tervernaen var der en pragtfuld udsigt over vor lille by og bugt, som naturen stor stille og blot bød sig til for vores skyld.
Efter anstrengelserne fik vi en kop kaffe og sad stille og bare nød livet, et ganske eksklusivt sted med utroligt man blomster, men også med plads til den ægte natur, en svale havde bygget rede inde i selve baren, men i stedet for at rive reden ned var den kunstfærdigt ophængt et lille bræt der kunne opsamle svalernes efterladenskaber, hvordan havde man mon handlet den situation i Skandinavien?

Som sædvanlig var min nysgerrighed for stor, en trappe lokkede og blot 15 meter fra vor luksus var vi tilbage hos den Græske lokal befolkning, her blev vasket på gammeldags vaskebræt, skyllevandet blev tålmodig båret op i haven og brug til at vande nytteplanterne med – 15 meter fra luksus til landlig idyl, og så hang der krydderurter til tørre på murene.

På vejen hjem til vor by xxxxxxxxxxxxxx, var det bemærkelsesværdigt at se hvor meget byggeri er, var på begyndt, men så ikke fuldført også meget stod tomt hvorfor ved jeg ikke – er turiststrømmen vendt til fordel for de mere eksotiske rejsemål i Sydamerika og Østen, eller er det den store arbejdsløshed i Tyskland der er grunden eller måske begge dele, men det ser trist ud måske fik vi en forvarsel på busturen hertil, den svenske guide fortalte at informationsmøderne på rejsemålet var erstattet at besøg på hotellet – mon ikke det er en følge af Corfus manglende status som rejsemål.

Hjemme til hvile frokost og solbadning, kaffe med jævne mellemrum måske med en lille 7 stjernet Metaxa.
Aftenen var planlagt til at spise ude, vi fulgte vor hotelanvisning og fandt Tervana XXXXX hvor der var anbefalet pizza dette trods vi er i Grækenland. Pizzaen blev i øvrigt en græsk variant af førstnævnte fremstillet ved hjælp af fetaost – lækkert værd at prøve hjemme – vi danske er ikke kendt i verden for HCA eller andre kendte kulturpersonligheder, men der imod for fodbold – da tjeneren ret hurtigt fandt ud af at vi var danske kom håndtrykket frem - tjenerens helt var en vis Rene Henriksen, tidligere landsholdsspiller i fodbold – det var en gud for vor ven tjeneren han havde personligt trykket hånd med Henriksen og talt med ham i 5 minutter, og det fortalte han med stolthed – det var aldrig sket med en græsk landsholdspiller, de havde nok i sig selv. Samme tjener var i øvrigt en glødende fan af Patikineikos, og fulgte dem overalt – det var jo en positiv reklame så det batter – Kierkegaard og hans ligesindede kunne aldrig have været den samme ambassadør fra det lille land i nord.

På vejen hjem faldt vi i snak med en lidt ældre svensk dame der var butiksindehaver på hovedgaden, hun bekræftede min mistanke – turisterne svigter Corfu til fordel for andre mere eksotiske rejsemål, og det vil sikkert blive hårdt at klare sig frem over – strandene er ikke gode nok osv. ovs. 

Mortitka (Corfu), onsdag den 29. juni 2005.
badetur, luksushotel, gået forlangt, fruen gled, spisning, gæske enker mm-.

Mortitka (Corfu), torsdag den 30. juni 2005.

I dag var det dagen hvor jeg selv havde foreslået en tur i bjergene, hvilke tåbelige kan man ikke komme med når man er på ferie. Den sædvanlige tur til højre så til venstre – så var den der, bakken så min hustru i går havde problemer med på nedturen.
Mine ben var lidt morgen stive, jeg skulede til bjerget, hvad ville der nu ske, vi var enige om asfalt vejen vi skulle nødigt gå vild, vejen var jo ganske ukendt endnu og det gik opad jeg var forberedt, skjorten henslængt over skulderen, temperaturen viste nu til morgen 31 grader i skyggen på hotellet rygsækken velfyldt med vand i halvliters flasker der havde været i frysen halvfyldte i nat så vandet holdt sig længere koldt. Nå men tilbage til opstigningen, når vi først var forbi de fyldte skraldebøtter og byens hønsegårde, hvem vidste at en varm hønsegård kan lugte så slemt – langsomt, men sikkert gik det opad, med malende skridt fulgte vi vejens serpentinersving opad opad en enkelt forbavset chauffør i de få biler der passerede undrede sig hvad fanden får en overvægtig turist til at binde an med netop den vej. Svaret er enkelt – oplevelser og dufte, her får du på hele registret store udsyn, spændene buske og træer dette krydret med fugle krybdyr og en enkelt landskildpadde der var ved at tage livet af Ann. Vi gik og nåede vandskellet, lige pludselig ”flød” de udtørrede bække og småfloder mod vest, ikke som ”hjemme” mod øst. Billedet var måske nok kendt fra tidligere ture, men hvor langt skulle vi gå vi skulle jo også hjem igen, et blik på uret viste at vi roligt kunne gå videre der var tid nok. Heldigt at vi gik videre pludselig var der en lille by foran os, ganske vist nedad igen, men vi tog chancen – byen var klart et besøg værd, her i denne krog på Korfu blev jeg med mine 1,96 en lige så stor attraktion, som den søvnige by i vandrede ind i, her var idyl hvis man da kan lide flokklore, her var ikke rykket på traditionerne i mange år, livet blev levet som verdenen omkring ikke betød det fjerneste – det nære var vigtigt kvinder med børn og børnebørn mødtes på torvet for ja hvem ved måske at ved selvsyn at se denne kæmpe der pludselig rød og svedende trængte ind i landbyboernes verden. Vi gik frejdigt rundt og sagde kalexxx til alle vi mødte, vi fik naturligvis straks den samme hilsen, måske brød dette ene græske ord en lille barierre , vi så så og talte begejstret om skuet, ikke om de nye flotte huse, for dem så vi ingen af, men derimod de guterale nøjsomme bygninger der er typisk for landbefolkninger i hele sydeuropa, et postulagt ganskevist, ingen stor unødvendig pynt på husene derimod vel gennemtænkte små finesser der kunne gavne dagligdagen, en  slibesten, en vandopsamlingsanordning, hønsegården lige uden for køkkenvinduet intet går til spille, gamle med stadig funktionsdygtige stole af det typiske græske tilsnit, men trods dette har enkelte nyheder sneget sig ind Plastik, det flyder i større eller mindre mængder overalt på Corfu og således også her, men ellers meget dejligt. Kirket her i juni stadig udstyret men jule pynt i neon, bare vrid på kontakten og du kommer i julestemning.

Et forsøg på at få serveret en kop nescafe holdt næsten på at strande, vi havde klart fundet det billigste sted i byen € 0,80 det tiltalte jo, men nej vi var ankommet på dagen for udbetalingen af pension eller hvad det var det var, tid til at serverer var der i alt tilfælde ikke, vi stod tålmodigt og ventede og ventede intet skete en flok ældre koner studerede os med interesse, men mere kom der ikke ud af det besøg, lidt ærgerligt butikken kunne få hædersplads i den gamle by hjemme. Skuffede men også fattede – der måtte vel være et andet udskænkningsted i vor lille by – og det var der naturligvis bolt lidt længere henne ad gaden, her skulle der godt nok gang i primussen, ja sådan en vi brugte på min barndoms campingferie, men der kom kaffe ud af det lidt dyrere ganske vist, men hyggeligt og så b lev jeg sparet for mine vilde fagter – her blev talt tysk, mange år som gæstearbejder hos vor nabo mod syd, nu omsat i en behagelig tilværelse som vært.
Efter kaffen som man kan være meget længe om at nyde skulle min bedste halvdel, som kvinder ofte skal det besøge toilettet og endnu en oplevelse kom til, en dør der ikke kunne lukke, til den anden side var den faldet af hængslerne håndvask var en slange ned i en spand, vandet skulle jo ikke gå til spilde – toiletpapiret op i spanden – føj for pokker.
På vej ned fra byen vi ikke vidste hvad hed, lød der liflige toner fra en græsk fløjte, vi så desværre ikke musikanten, men olivenlunden fik endnu en dimension mere storladent end før.
Senere på aftenen blev byens navn afsløret, og vi fik respekt for at have klatret der i den vaaaaarme! 

Mortitka (Corfu), fredag den 1. juli 2005. 

 

Livet ombord på et cruice