Rejsen til
Portugal

fire hurtige dage i en pragtfuld by

Algarve, Portugal - Albufeira - Sommerferie.

7. Julho til 13. Julho 1996.
Tiden sig nærmer, hvor er det nu det udtryk stammer fra?
 

Lørdag d. 7. Julho
Nå, men det passer ganske godt på når den på Pilevang 11 baserede familie skal på tur.

Ann og dagbogsforfatteren tager de sædvanlige små ture, Kasper vil nu kl. 13.45 hellere til Grækenland, der er det i det meste varmt!!!! Tekst-tv meddeler nemlig regn og kulde på Algarve, men lad os nu se - det kan jo blive bedre----. 

Ja nu er det jo allerede røbet hvor familien begiver sig hen, til Portugal, der har vi aldrig været, men vi ved fra Brasilianske Tv-serier at sproget lyder flot, det er vel også det meste vi ved, jo så har vi jo læst mange rejseførere, ja for resten Fado, ikke  vinen, men den lokale folkemusik kender de fleste til. 

Forventningens glæde sniger sig langsomt ind på os, der er pakket og klar til at rejse, nu skal kun Line hentes, Ann og jeg selv skal pyntes lidt og så af sted, gu´ ved om der er plads til benene i flyet, nå med det er jo kun et par timer eller fire. 

Adega Cooperativa de Ponte do Lima, rød Vinho Verde, blev vort første møde med den portugisiske vinverden, for kun 420.00 ESC blev det til kærlighed ved første slurk. Hvem kunne nu vide at det vi hjemme kender som en lidt bitter frisk hvidvin, i hjemlandet også kan forvandles til en ung, nuvel, men dejlig rødvin - naturligvis findes der sikkert både bedre og anderledes vine som skal prøves med det første indtryk er nu stadig vigtigt, så nu kan vi trygt gå til ro med den sikre forvisning at et lille glas om dagen i ferien trods min diabetes er med hver dag. 

Lejligheden på "Alto do Moinho" (Windmill Hill) udtalt på Kaspers måde windmillhilldeeooone, blev godkendt af alle parter og det vil jo sige en hel del, når det drejer sig min vanskelige familie (læs Kasper & Ann). Dagens overraskelse var helt sikkert at Nanna flyttede ind i husets suite, og hun ryddede op med det samme, hvem ved måske er det starten på noget nyt - men mon dog? 

Søndag d. 8. Julho
Dagen startede med gråvejr, i følge Kasper styrtene regnvejr, og der var sikkert 29 grader og fint solvejr hjemme i Danmark.
Nanna var traditionen tro først oppe kl ca. 7.00 (det varede dog den ene dag, så det med traditionen) og en knirkende dør vækkede Kasper, så han meget mod sin vilje også kom op, de gamle vågnede ved 8 tiden - kaffe på sengen til fruen.
Nanna blev udstyret med Escudos, så af sted til det lokale brødudsalg efter morgenbrød og yougurth, brødet havde måske ikke fransk status, men alligevel - morgenmad i patioen i meget let regn, hvilket forhindrede smørret i af blive alt for blødt.
Just nu, i det skrivende øjeblik, tæller fruen husets kontanter, og det bliver sikkert ikke sidste gang----.  

Dagen kan ellers kaldes den store klippedag, nej ikke dem af sten, men hos frisøren blev den øvrige familie klippet efter alle kunstens regler, alle fik temmelig korte frisure - bedre end efter en tur hos Jess i Gilleleje, og så prisen - halvdelen af den vi er vant til, og så med nusning og kærlige hænder ved hårvasken, der for øvrigt var med i prisen på 9.000,00 ESC. ink. Drikkepenge på ca. 1.000,00 ESC. For hele familien til sammen, men da resultatet skulle fotograferes, kom vagten springende og nedlagde forbud mod forevigelsen, forespurgt hvorfor, smilede han undskyldende og sagde at sådan var reglementet!!! 

Ellers gik dagen med at udforske Albuferia, en hyggelig by med utrolig mange lidelsesfæller - turister over alt. 

Kasper blev dårlig, da han så priserne på NBA-kasketter mm., 1.000,00 ESC. ca. 40 dkr. så naturligvis blev en af slagsen indkøbt. Kasper måtte udlåne sine sko til Nanna, med det resultat at han måtte indkøbe sandaler til sig selv, for da den halve dag var nået, klemte Kaspers sko - man bliver jo større, men flot gjort og Nanna kom frelst gemmen dagen. 

Efter en hel dag til fods, bortset fra formiddagens informationsmøde, der i øvrigt var bedre end de fleste jeg har oplevet - måske bortset fra et show, der så ud som det lige var taget ud fra side 11 i en guide-instruktionsbog, men ellers både informativt og med skyldig hensyn til gæsternes egne interesser. 

Når men tilbage til dagen til fods, Ann og Kasper havde bookede tenniscourt til kl 19.00 den var klar kl ca. 19.20 men ellers o.k. 

Mandag d. 9. Julho.
Så blev stranden indtaget, dog først efter en vel tilrettelagt morgenmad, med dejlige nyplukkede appelsiner, tænk at noget der er så velkendt, kan smage så anderledes godt!!! 

Stranden så ud helt som billedet i turistguiden, gult sand, flotte fyre og smukke kvinder og vand der ved første test føltes meget koldt det er sikkert kun 23 grader, men koldt var det nu –

Senere var det helt perfekt til afkøling af vore brankede kroppe, solen bider voldsomt på vore danske lemmer med tilbehør.

En af strandens fornøjelser vandcykler blev temmelig hurtigt hyret af Kasper, der med Nanna som med pukler foer ud på det blide Oceano Alantico og havde en, så det ud til, fornøjelig halvtime til søs. Resten af strandturen gik med strandtennis og freesbee henholdsvis med Ann og Nanna jeg var fredet af en eller anden årsag.

Midt på eftermiddagen havde Nanna og jeg fået sol nok, hjem til vindmøllen til et dejligt bad.

Det var planlagt at jeg skulle klippes som den øvrige familie, med fjernsynets magt kom en smule i vejen, Bjarne Riis kørte og kørte opad og vandt en bjergetappe i Tour de France og kom samtidig i the yellow jersey, som den engelsktalende speaker skreg ud i æteren den ene gang efter den anden, jo alle vi danskere kan rigtig sole sig på grund af en for dagen særlig kendt cykelartist. 

1.500.00 ESC 60 dkr. kostede det af blive klippet, så der var sparet til den store menu på den indbyggede grill i patioen, fiasko fiasko, maden blev lettere brændt, varmen var for høj, og inden den var blevet til varme overhovedet, havde Nanna på bedste spejdermaner haft meget besvær med at få ild i trækullene, men et strandtennisbat gjorde det ud for et grydelåg, og der kom ild i kullene, med efterfølgende rengøring af hele patioen til følge.

Resten af aftenen, der i øvrigt blev kort alle var trætte af den megen sol, gik med at se Bjarne Riis endnu engang. 

Tirsdag d. 9. Julho.
I går aftes havde vi lejet bil, en lille Opel Corsa skulle leveres præsis kl. 10.00, naturligvis var jeg klar med  respekt for tiden, jeg var blevet advaret på Algarve er det med tiden ikke lige det man tager mest alvorligt, der er jo også en dag I morgen, men køretøjet kom dog kl ca. 11, den unge velnærede Donna der bragte den ønskede derefter at blive bragt ned til byen, for det var jo sikkert som jeg havde bemærket meget varmt (30 grader, havde hun nu overholdt tiden havde det vel kun været 28), gu´ ved om de har deodorant til salg her I Portugal, nå men kvinden blev dog læsset af ved sit kontor efter mange taksigelser.

Hjem for at pakke vort moderne pakæsel, ind med forkost, badeudrustning, faktor 8 & 12, skiftetøj, vand mm..

Af sted mod en ny strand, Paria Gale kom den til at hedde, det var nu engang den første vi kom til, allerede her bekræftede Algarve at det er lige meget hvor hen man tager stranden er OK, ud med strandmåtterne, ned med de endnu rødblege kroppe, sololien frem og så var vi klar til endnu par timer på stranden.

Vandet var som I Albuferia dejlig køligt, pæne bølger lidt klipper hvor Kasper kunne bliver foreviget I bølgesprøjt og ellers den faste rutine, strandtennis, freesbee og afkøling I havet. Efter at være blevet godt forbrændte, ja naturligvis kun Nanna og jeg selv, igen op til bilen, nu skulle vi se en smule af “baglandet”.

Vi kørte på må og få, her er en rigdom af blomster midt I den tørre tid, hvordan ser her ud I foråret?

Silves, Algarves gamle hovedstad blev beæret med dansk besøg, byen var vært for en Maurisk borg (714-1249), en del af os beså borgen, Nanna præsenterede sit studiekort fra Helsinge Gymnasium hviklet forbavsende nok gav gratis adgang, medens Ann og jeg hver måtte slippe 250,00 ESC - Kasper havde allerede ved besøg I Pavernes Plads ved Avingon for et par år siden, besluttet at blive udenfor I skyggen, hver sin lyst.

Borgen var stadig under udforskning, snore var spændt på kryds og tværs så alt kunne optegnes på de nøjagtige steder, ellers var det mest pragtfulde vuer over omegnen der kunne optage sindene og måske sikkerheden.

Arbejdstilsynet I Danmark, havde sikkert fået noget at se til - rundtur på høje mure, stejle trapper og gesimser uden afskærming og gelændere, men det gik, vi kom hele ud igen fra besøget. Eftermiddags kaffen, cola og the blev indtaget I skyggen af en af de utallige reklame parasoller der findes over alt, Nanna fik for øvrigt the til mindst et helt rejseselskab, så stor var potten.

Videre gennem landskabet, de første stiklinger erhverves agave, stribet den jeg ellers altid har fundet meget kunstig og for havepræget, men her I den soltørre natur helt naturlig, forsøget på at afæske en kaktus en stikling eller to faldt ud til kaktussens fordel, jeg stak mig fandens meget, men en smuk gul blomst måtte den dog lade.

Videre af små sideveje, pludselig blev vi overhalet af en rækker jeeper på “safari”, Kasper der brændende ønskede sig en sådan udflugt, så nu, at vi selv kunne klare det “safarien”.

Senere undervejs kunne fruen lokkes ud for at blive fotograferet midt I en kæmpe mark med vandmeloner, det blev opdaget at melonerne ikke vokser på træer, men en enkelt vidste det allerede. 

Hvis du vil føle hvordan det er ikke at have penge nok til dine indkøb, ja så skal du blot med vor familie i Supermarked, der stod vi ved kassen med en regning på 16.671.00 ESC., og beholdningen var 15.000,00, hvad nu - ungernes lommer endevendt, kun Nanna var ved muffen, men det var ikke nok, hvad skulle nu leveres tilbage, chokoladen, trusserne, solcremen eller andet af det vil måske heller ikke behøvede i dag, til sidst foreslog den let smilende kassedame at vi afleverede vor indkøbsvogn der var lejet for 50 ESC. så ud at læsse af i den lejede Corsa, tilbage med vognen i stativet 50 ESC. frigjort og væk var vor gæld, næste gang vi rejser, bliver det med et kreditkort ved hånden. 

Onsdag d. 10. Julho.
Tidlig op 7.40, morgenmad til Donnaen på sengen, forsigtig larm i køkkenet så vågner alle nok, lidt hjalp det Kasper vågnede, Nanna der bebor husets bedste værelse måtte vækkes og det er forbundet med temmelig stor fare for et raseriudbrud - men det gik, for det var dagen hvor vi endelig skulle "se" noget!!

Kursen blev sat mod Quarteira hvor et stort sigøjnermarked skulle holdes, det var stort, men vore forventninger var måske for store eller vi er for godt vant, alt i alt lidt skuffende, Kasper fik en ny golfbluse til 40 kr., og det var billigt, mest spændende var at iagttage hvorledes sigøjnerne forholdt sig indbyrdes, det var helt klart at alt var organiseret, børn der spillede harmonium med en yndig lille hund med "pengekurv" i munden, alt tilrettelagt for at se "sødt" ud hvad det også gjorde, men det havde også en bagside, så snart hunden satte sig ned fik den et rask dask til den sad sødt igen, hvis der var for mange penge i kurven greb en voksen mand ind, væk med pengene - ned i en plastpose vi skulle ikke se hvor mange penge parret havde tjent, men sådan er der så meget - og den med barnet og hunden blev gentaget flere gange langs vejen til markedet. Eller var det som jeg havde læst, farverig påklædning til de ikke ukønne ugifte piger, men så snart de var gift blev påklædningen til sort sort - men det er vel skikken.

Byens andet marked var langt det mest spændende, måske fordi det var mere som vi forestiller os et marked sydpå, her var alt fødevarer, levende dyr, kaniner, gæs, undulater, og meget meget mere, en ny ting vi ikke havde set før var klipfisk måske fra Norge måske fra New Foundland, men lige meget hvor det kommer fra sikken en duft, for ikke at sige stank.

Fruen fra Casa Alto do Moinho fik sig noget af en kigger da en nydelig indfødt kvinde formedens 4.000,00 ESC. fik en levende temmelig stor kanin brutalt stoppet ned i en gul plastpose bevar mig vel vi bruger også bæreposer til middagsmaden, men den er sjældent levende og tilmed sød at se på, høns og ænder blev transporteret på samme måde dog i enkelte tilfælde i et net som om det nu skulle være bedre.

Indkøbene på markedet bestod af dadler, bananer og kirsebær mm.

Så gik farten igen mod syd, ikke særlig langt ca. 15 km. for at finde en badestrand, på vej til denne formodede perle kaldet Vale do Lobo, gik turen gennem det mest fashionable boligkvarter vi endnu har set i Portugal, omgivet af flere golfbaner, og endnu flere under konstruktion, samt et storslået tennisanlæg, det hele i utrolig smukke omgivelser, grønne plæner og et blomsterhav som man skal have set for at tro det er i en sandet udørken i Algarve, men sandt. Fru Bjernå fablede stadig om kaninen i den gule plastpose - og det blev hun i øvrigt ved med hele dagen til sent ud på aftenen - det må have gjort indtryk!!!

Stranden ved Vale do Lobo, var endnu ikke så udbygget som andre strande på kysten, men det kommer med stormskridt, for her var allerede div. små restauranter og butikker med alskens ragelse som hører sig til hvor der dukker turister op, ja parasailing efter speedbåd var allerede kommet til. Bølgerne så ikke ud af noget særligt, men bundforholdene gjorde dem både stærke og sjove, spørg blot Nanna - badenymfen blev kastet både op og ned i bølgerne med den følge at badedragten indeholdt et lille læs sand og småsten, så ud igen, af med dragten på igen og tækkelig kom nymfen igen ind på stranden til os andre. Nanna ville ellers ikke til stranden i dag, staklen var brændt af solen, næste gang må hun losses ud i solen hjemmefra så hærdningen er forberedt. Frokost i sandet, børnene er mærkbart blevet større, vi undgik næsten sand i det medbragte fødevarelager og hurra for det.

Eftermiddagen gik som planlagt, udflugt i baglandet til Algarve, beså korkeg “stjal” endog et par stykker kork som nu kan samle støv I en årrække, besøgte vandmelonmarker, kiggede på appelsintræer der for øvrigt alle stod bag hegn, men så var det jo sikkert at Ann ikke plyndrede træerne, det skete for et lille mirabelletræ i nærheden af et busstoppested der måtte lade en del af sine modne børn.

På torvet i Querniqa, en lille flække med en iflg. fremmedføreren berømt kirke, den lå ret for vore øjne da vi nød eftermiddagskaffen og Nanna en is, det hele for den store sum af 380,00 ESC. ca. 16. kr., det er 4 kr. mindre end isen ville have kostet i Danmark, hvor Kasper var ved denne slapper, i bilen naturligvis - alt hvad der sker på en sådan tur er spild af stjernens tid, hans moder siger at det er alderen!!

Hjemfart gennem et pragtfuldt landskab, minder måske om den franske marki, men dog anderledes.

Jeg fik et par agave stiklinger af den stribede type jeg egenlig finder kunstig, men her midt i landskabet var den pludselig helt naturlig, en kaktus værgede sig voldsomt med pigge og slap således for af afgive stiklinger, men vent i morgen medbringer jeg en kniv.

Aftenen gik med tennis, jeg var blevet forfremmet til at slå bolde til husets unge herre som han kunne banke tilbage igen med en forbavsende fart, men jeg undgik dog et æg - 1-6 blev resultatet hvilket jeg kunne være mest tilfreds med.

Ann havde klargjort turens endnu bedste måltid da vi kom fra tennis - i morgen er der endnu en dag, med eller uden kaniner i gule plastikposer. 

Torsdag d. 11. Julho.
Feriens store udflugtsdag, stod for døren, jeg selv oplagt til at se noget nyt og spændende, Nanna havde sikkert ligeså, medens Ann og Kasper i særdeleshed var skeptiske, frit oversat; Kasper gad slet ikke, forsøgte at overtales os til at få lov at blive hjemme, men nej den pokkers knægt skulle med for at se og opleve et andet Portugal end blot forskellige strande, måske han når han nærmer sig alderdommen vil sætte pris på disse udflugter han hadede som mindre, her kan man jo ikke skrive "lille".

Turen var planlagt til at starte tidligt kl ca. 8.30, men som sædvanlig var Nanna ikke den hurtigste, og da Ann venligt spurgte om hun nu var færdig kl. ca. 9.30, faldt der brænde ned, Donnaen var ved at creme sig ind og det tog den tid det nu ta´r, javel vi venter gerne.

Vi (jeg) havde planlagt en tur til Calda Amour, kærlighedens kilde + 7 andre kilder(Caldas de Monchique) med mere eller mindre velsmagende vand, noget med svovl andet med kalk og jern man skulle ikke tro at det var det samme vand i alle 8 kilder, jeg tror nu ikke der var forskel. Kildevandet brød iflg. til meget højt talende, her kunne ikke engang Ann´s skolelærerstemme være med, portugisisk guide, der på en hjerteskærende germansk fortalte at vander 32,1 grad varmt kunne helbrede de mest utrolige sygdomme. Vi fik da også smagt på vandet, jeg håber ikke nogle af os bliver syge på turen! Ann fik fyldt 15 litros af amour vandet på medbragte dunke, smilede bredt på vej til bilen, hvad det nu skal betyde, de 5 liter flød dog senere rundt i bagagerummet på bilen, så en del af vor udrustning var særdeles kærlig på hjemturen.

Fra Caldasérne videre til Monchique en efter Susana V Loure, forfatter til Skarvs rejseguide pragtfuld by, jaså - her vi Ann købt en flettet kurv, af den type der kan købes næsten overalt, men den var ønsket og Nanna fik sin traditionelle dukke, en dukke for hvert nyt land hun besøger, det er efterhånden blevet til temmelig mange.

Fra den smukke by som blev beset fra bilen, 2 gange rundt med 40 km i timen, så på vej igen mod Foia, det højeste punkt i Serra de Monchique 901 meter, endnu engang enten er vor rejseføre skrevet for militæret begyndte at bygge en radiostation eller hvad det nu var, eller også er hun (Susana) en meget patriotisk portugiser. Kasper havde lugtet lunten, nægtede at stå ud af bilen - det var sikkert meget pænt.

Og pænt var der, flot udsigt til Atlanten mod syd og Atlanten mod vest, dvs. næsten der lå en smule dis mod vest, men hvad gjorde det vi skulle jo den vej. På vej af N267 kørte vi mod Aljezur på Vestkysten af Algarve, et spændende men ensformigt landskab, korkege og eukalyptustræer med en vidunderlig duft der flød gennem bilen, da vi endelig var blevet af med en stor turistbus der udsendte diesel så der sikkert kunne have været brændstof til to af slagsen.

En lang og sej tur på ca. 40 km, det tog det meste af en time, Kasper sov til middag, til tider var vejen god til tider manglende den næste helt, men vi kom frem og så mod stranden af en i starten utrolig dårlig vej, men snart blev vejen der førte frem til strande med 4 huse og en galende hane, bred som en motorvej store skilte fortalte at vejen var bygget med EU-tilskud, så man må sige at de ca. 20 indbyggere Paria-Arrifana, samt nogle få turister har fået noget ud af deres få skatte escudos, men det er dem vel undt., en skønne dag får vi på Pilevang vel tilskud til at plante Nerier på vore plæner!!

Stranden ved Arrifana var vej det der i turistbrochurerne kaldes uberørt, en lang smal og frem for alt stejl vej belagt med brosten, førte ned til stranden, og naturligvis tog vi chancen og kørte direkte ned, naturligvis var der lige en P-plads til os fra det høje nord, en skifferblok under baghjulet, man er vel snart helt portugiser, og så af sted til vandet - det var koldt der var noget om snakken, det er koldere på Vestkysten - - vi lærte at finde strømninger med "varmt" vand når der skulle spilles bold i vandet. Frokost medbragt "hjemmefra" indpakket i frosne vandflasker, så nu 6-7 timer efter afrejsen stadig kølige og friske, det kan hun nu hende Ann.

Apropos brosten, har du respekt for disse små kunstværker, nej vel, men et besøg I baglandet I Algarve sætter alligevel sine spor, her sidder stenhuggere ofte I den brændende sol og hugger store granitblokke ud til disse mængder af individuelle former for sten, der alle ligner hinanden, men alligevel er forskellige. Også måden at benytte brostenene på er helt anderledes end på torvet I Helsingør, her  lægges de I smukke mønstre og relieffer I mange farver, om det er den enkelte brolægger der står for udsmykningen, og det er det vel næppe, eller en anden har udtænkt de mange enkle, men smukke former er vel lige meget - min respekt for brosten er steget betydeligt.

Da solen havde brændt på vore dovne svedige kroppe, så de var på vej fra det let brune til at minde om en languster efter kort tids ophold i gryden, og naturligvis med strandtennins og freesbee, byggen kanaler og dæmninger fange småfisk og rejer i hænderne, alt da ebben satte ind og frilagde et spændende skifferlag under vandet, var tiden til at køre til "verdens ende".

Vejen til Cabo de S. Vicente, det hedder nemlig verdens ende på disse kanter, var lang og skyggerne mellem vejtræerne gjorde det svært at skelne hvor asfalten begyndte og sluttede, eller var der i hele taget noget?

Landskabet helt anderledes fra det vi hidtil havde set, enkelte rigtige marker, men ellers meget øde, langt mellem landsbyerne der på disse kanter er meget smukke, blændende hvide med teacotta røde tegltage, tæt sammenslyngne som om de var bange for den omgivne naturs karske udseende anderledes end det smilende Sydfrankrig, måske lidt i retning af græske bjerglandsbyer.

Vel fremme ved Cabo de S. Vicente, måtte jeg desværre konstatere at det for mig var lige så opreklamere som den lille havfrue på det hjemlige Langelinie, nuvel her var smukt og et flot fyrtårn kun skæmmet af et enormt sweatersmarked, pragtfuld udsigt, men om det var i Portugal eller i Bretagne eller endog på Færøerne kom vel stort set ud på et, bemærk dog at Kasper denne gang var ude af bilen, dog med bemærkningen om at det var lang at køre for det! - deri havde han desværre ret. Hjemturen via Logos og Paria de Roca, med spisning i V...., god mad for øvrigt afsluttede en lang lang dag, kommer vi engang herned igen foretrækker jeg de små bjerglandsbyer med cafeen på torvet en kop kaffe på bordet, lyttende til lokal befolkningens diskussion om vort udseende, vore måder at sidde, drikke, snakke på, i det hele taget "smage" på de fremmede, for vel er turister ikke sjældne på disse kanter, men ligefremt overrendt er her jo heller ikke - om jeg ved det - nej, men de er vel også mennesker som vi. 

Fredag d. 12. Julho 1996.
Kasper og jeg på morgentur til supermarked og havecenter af sted lidt i 8 for at være i god tid, og det var vi  det hele åbnede først kl. 9, Supermarkedet blev hurtigt overstået, regnemaskinen i lommen man vil jo nødig prøve det med pengene igen, brød og pålæg med hjem både til morgenmad og til frokost. Havecentret blev besøgt endnu engang udbyttet blev en lille kaktus til Nanna fra Kasper, Kaspers eget forslag. Planterne var for store, ja tænk nu engang her var alle de planter jeg gennem flere ture sydpå har ønsket mig med hjem og så var de så store at de var umulige at transportere, naturligvis kunne de skæres ned, og jorden kunne slås af potterne, men alligevel så kunne jeg næsten lige så godt fortsætte mine forsøg med stiklinger hvilket jeg så vil gøre - priser, ja det var ikke grunden mellem 12 og 25 dkr. for træer og planter på 1 til 2 meters højde læg dertil lerpotter i mange mange forskellige former, til priser der er lang under tilsvarende danske priser.

Hjem til windmøllen bilen skulle afleveres, naturligvis blev den hentet ca. 1 time for sent, typisk portugisisk.

Af sted til stranden, resten familien var der allerede. Bølgerne var i dag højere end tidligere oplevet, hvilket gav mange sjove episoder, solbadende blev overskyllet og måtte flygte med tasker poser og andet habengut, sjovt så det ud når frau Germanica, med en lettere overvægt flygtede ofte vildt råbende til sin  ofte meget mindre livsledsager.

Der var ikke mange i vandet, vore unger naturligvis undtaget de boltre sig næsten som de delfiner der findes ud for kysten her på Algarve, Ann hørte til de mange der ikke fandt vandet så tiltrækkende som vanligt, men ud kom hun da med hovedet nederst og benene flyvende i lodret position, jeg så det desværre ikke, men historien blev fortalt med glæde af begge børn, senere kom fruen i vandet igen, men da var årsagen en ganske anden.

Den sene eftermiddag stod i indkøbenes tegn, Adidas bluse til Kasper og håndklæder med Algarve motiver til både Nanna og Kasper.

Kaffe, juice og cola på torvet, kigge på de forbi passerende, afslappet dovent lækkert, det burde vi nok have gjort hver eftermiddag, men sådan er der jo så meget.

Fredag aften i Albuferia er så sydlandsk som vi forestiller os hjemme i den danske sommer, varm, støjende, duftende af pommesfritter dunst af mange mandfolk, vil de vel kaldes, med et bad før charmen skrues på burde være obligatorisk, måtte det modsatte køn i aftenens løb straffe disse lugtbomber, optræden mange steder, musik gøgl, kabaret på byens sene på torvet, salg fra byen som aldrig mange butikker som aldrig, måske lidt midt på dagen, ikke syntes at sove - efter 2 timers aftentur hjem til en sidste aften i lejligheden, Bjarne Riis er stadig i gult. 

Lørdag d. 13. Julho 1996
Ja så pakker vi, jeg vågnede kl. 7, men nænnede ikke at vække husets andre beboere, kaffe kl ca. 9, efter at have læst mange side i Hurra vi lever - endnu, og det gør vi jo, trods småting, en meget vellykket ferie, hvor alle har haft det rart og oplevet ting og sager, et fra min skriveplads sidste kig gemmen skodderne til hvide væge med blåt indrammede vinduer og døre, velplejet græsplæne og planter - de må her på Algarve have uanede mængder af vand overalt vandes der med automatvanding, dette også i fuld sol, helt mod alle eksperters råd der går dobbelt så meget vand til, men det bekymre tilsyneladende ingen.

Efter endt pakning, og når vi har turde vække Nanna er der planlagt en sidste badetur, vi skal først hentes på hotellet kl. 18.15, så tiden skal jo gå med noget fornuftigt - problemet med bagagen i tiden indtil da - det evige problem for alle charterrejse deltagere uanset hvor i verden du befinder dig. 

PS.    Badeturen gav endelig Kasper sol nok, efter 5 timer på stranden så hjem til windmøllen for en let frokost I hotellets bar, I øvrigt vort første besøg her, vi er ikke gået glip af noget.

Omklædning I garagen, vi er klar til bussen til lufthavnen.

Indkøb I lufthavnen, slik og vin mm., restbeholdning 50,00 ESC.

Flot betjening I flyet til Copenhagen, sær servering til Kasper, børnemenu - og til mig selv, diabetes menu, landede til tiden til dansk sommer 16 grader kl. 2.00 dansk tid, jo der er vel forskel - til sidst i seng I Gilleleje kl. 4.00 - tak for I år.