Sydafrika

     

Mandag & Tirsdag den 12/13. februar 2008

Ja så blev det mandag, men ikke hvilken som helst mandag, det var den mandag hvor vi skulle på vinterferie. Mandag er måske så meget sagt, det var først tirsdag vi skulle rejse, men da vi skulle op kl. 3.30 anser jeg det som mandag, også fordi en dagen før en rejsedag er lidt speciel hos os, Sia vor lille glade hund skulle i pleje hos Kamma og Alan. Jeg tror Sia glæder sig til at komme på ferie, og ganske rigtigt hun var dårligt kommet ind ad døren før hun så ud til at glæde sig meget – hun kunne da have ventet med at se glad ud til jeg var gået, men nej!!

Kamma gik straks i gang med kammen for at pynte Sia op - hun skulle med ud om aftenen, og så var det jo ikke nok at jeg i flere dage havde gjort mine bedste anstrengelser for at få "køteren" præsentabel.

Efter endt aflevering af Sia, der stadig ikke så ud til at savne mig. Nu gik turen til fotohandleren for at få et filter eller nærmere et beskyttelses glas til mine objektiver på det nyindkøbte fotoapparat - grundet prisen blev der kun købt et filter, jeg kunne da skifte fra det ene objektiv til det andet, og det gik fint ved de første to skift, så blev det glemt på en tankstation i Sydafrika, ja ikke filteret men skiftet.

Inden vi var nået så langt var vi rejst fra Kastrup til Amsterdam for at skifte maskine til Johannesburg, ikke fordi rejsen var særlig laaang kun 14 timer hvor af de 11,5 var i luften, men endelig var vi Jo.burg som man siger på de kanter. (Lufthavnen kaldes Tambo international – navnet en hyldest til en af ANC’s (African National Congress) helte Oliver Reginald Tambo)

Vel modtaget i lufthavnen, blev vi vist hen til en lille bus, med det prangende navn Matswani Private Reserve malet på siden af den spændende ældre bus, der var i øvrigt også en malet honninggrævling på bussen, det skulle senere vise sig at være logo for Matswani, der i øvrigt betyder honninggrævling på det indfødte lokale sprog, men sådan er der jo så meget!!

Nå velsiddende i bussen, dem der var plads til!, men alle kom med og den på det 28 sæde, vi havde allerede i lufthavnen hilst på et par af vore guider Esben der havde sin første tjans som rejseleder det kunne mærkes, men naturligvis vil han komme efter det. Vor første tur med bussen var ikke særlig lang, kun ca. 45 kilometer til Hotel Holiday In i Pretoria et lidt nusset, men dog rimeligt hotel, og vi skulle jo bare hvile efter en anstrengende rejse.

 

   

Onsdag den 13. februar

Kun 6 timers søvn blev det til før vi skulle i gang igen, vi vågnede med meget små øjne, men
det forventede eventyr skulle jo nu til at starte, så det gik jo - vi kunne jo sove i bussen.

Big Piet - Piet her kaldet Big Piet, han havde på Matswani en navnebror Little Piet, der i øvrigt
var næsten lige så stor – var en gæv indfødt sydafrikaner der var pavestolt af sine rødder
som Voertrekker, og kunne hele historien om de 27 relieffer da vi besøgte Voertrekkermonumentet i Pretoria, her blev virkelig gået til historien og modige og mænd og kvinder og der kæmpede mod såvel Drakensberg bjergene og Zuluer som de skiftevis overvandt for derefter at tabe det vundne igen til et par listige Zulukonger ved et par temmelig blodige overfald. Magten blev endelig afgjort den 16. december 1834, en flod skiftede navn og blev Blood-River, man kan bare tænke sig til resten, dette slag blev i øvrigt forgængeren til den stærkt fordømte apartheid politik i Sydafrika som først endelig blev ophævet i 1994., da ANC med Nelson Mandela som symbol kom til magten.

Piet var samtidig med at styre bussen gennem Pretorias (Tshwane som byen nu også kaldes)myldrende trafik, også Espens sufflør og han var meget i brug, ikke alt blev oversat korrekt, men meningen var da god nok.

Vi fik en meget hastig tur gennem Tswanes/Pretorias centrum, hvor Sydafrikas mønt befandt sig, ligeledes den bank hvor de tidligste diamantjægere indløste de fundne diamanter til en for os i dag en latterlig lille pris.

Pretoria er smykket med mere end 55tusind Jackaranda - træer, (Bignoniaceae familien) og har derfor fået tilnavnet Jackaranda-town. Gennem ambassade kvarteret hvor Jakarandaerne stod i to rækker langs vejen, en spændende og berigende oplysning.

På vej ud af byen var der rislepause ved The Union Buildning, opført 1910-1913 af en englænder ved navn Sir Herbert Baker, han var stærkt inspireret af den italienske og græske arkitektur, desværre var der ikke tid til at se nærmere på herlighederne. Et kort overblik over en meget smuk park blev det dog til, her i Sydafrika er det "højtid" for blomstringen af de fleste planter, i øvrigt sjovt at se vore sarte haveplanter i en meget kraftig udgave - roserne her blomstrer hele året, dog med forskellige Peak tider.

Så af sted mod Matswani, forventet køretid 3,15 timer. Selve turen er der ikke meget at skrive om, lange lige stræk på betalingsveje hvor det mest spændende var at se de mange kolonier af væverfugle der boede i deres meget smukke vævede runde reder der hang i en "tråd" ned fra grenene i træerne, i øvrigt er det hannen der væver reden, og bemærk – hvis hunnen ikke var tilfreds med boligen rev hun den blot ned, og så forfra hvis han ville få en ny chance.

Efter ca. 1 time var det tid til at møde den afrikanske landevej, nu forstod man det med betalingsvejene. Inden det rigtig gik løs var der pausen med Sparklingwine fra Cape (her kaldet Champagne – hvad mon de siger til det Frankrig), lidt frisk frugt mm., fik lige handlet på stedet i dette flotte TOTAL-supershop mest for at få vore Sydafrikanske rands vekslet til mindre sedler og mønter. (ingen reagerede på Totals arrangement i Cambodja, man glemmer hurtigt når man skal bruge lidt knas).

Så var vi på vej igen, nu kom bussens høje bagende rigtig til sin ret, ikke noget med at knalde ned i asfalten bare af sted over stok og sten, gennem et par mindre byer måske uinteressante, hvem ved og ville vi vide mere, fik vi det at vide på udflugten på fredag!!, hvad med de, der ikke skulle på udflugt.

Endnu et lille stop for at få dieselolie påfyldt, Big Piets kort var udløbet så der måtte afregnes i kontanter – ingen kredit her, heller ikke til faste kunder.

Vi kørte nu på den grusvej der skulle føre os til honninggrævlingens "hule", næsten øjeblikkelig da vi var kørt gennem porten så vi vildt, de så heldigvis ikke særlig tamme ud, hvilket jeg havde frygtet, det var det med min angst for den forstørrede zoo.

Vel ankommet til Matswani, der i øvrigt slog alle forventninger. Vi havde ønsket luksus og vi ser ud til at få det, husene flot placerede i den meget meget velplejede park alle med veranda ud mod en rislende bæk og eftermiddagssol.

Vort ophold begyndte med frokost og hvilken dejlig en, retterne mest salater blev præsen¬teret af kok og guide i fællesskab, Espen var så nervøs at det gik en smule i fisk, der var en række spændende salater nye kombinationer der var værd at tage med hjem, Kudo-boller var dagens varme ret – spændende.

Efter frokost til vor bolig for den næste uge, at det var vellykket kunne jeg høre på Anns IH & ÅHH – alt var tilfredsstillende. Lidt afslapning og udpakning blev det til, kaffe på verandaen og så var det hurtigt tid til infomøde, Ann nåede dog lige en tur i pølen, før vi gik til den nævnte møde.

Vi blev mødt med velkomst drink, og med ild i det store ildsted. Vi sad i en oval med behagelige hynder og fik en gennemgang af de procedurer der gælder for vort ophold, det handlede mest om sikkerhed, sikkerhed for gæsterne, tilsyneladende er vi i de bedste hænder og havde da heller ikke forventet andet.

Efter infoen var der dækket op til middag under de afrikanske stjerner meget hyggeligt og med en smuk borddækning – middag med paté af Kudo med Chili sauce, efterfulgt af Eland-antilope som hovedret ekstremt lækkert – desserten var pære kogt i rødvin med flødeis – her fik jeg frisk frugt, alt meget meget lækkert jeg skal nok undlade at beskrive alle måltiderne, selv om dette kunne være fristende. Da vi havde dineret trak vi os tilbage til vort lille paradis, og efter kaffe og the lidt læsning kom drømmene og en ny spændende dag snigende.

 

   
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

Sydafrika

Matswani Private logde, Matswani Safari Park

Mandag & Tirsdag den 12/13. februar 2008

Ja så blev det mandag, men ikke hvilken som helst mandag, det var den mandag hvor vi skulle på vinterferie. Mandag er måske så meget sagt, det var først tirsdag vi skulle rejse, men da vi skulle op kl. 3.30 anser jeg det som mandag, også fordi en dagen før en rejsedag er lidt speciel hos os, Sia vor lille glade hund skulle i pleje hos Kamma og Alan. Jeg tror Sia glæder sig til at komme på ferie, og ganske rigtigt hun var dårligt kommet ind ad døren før hun så ud til at glæde sig meget – hun kunne da have ventet med at se glad ud til jeg var gået, men nej!!

Kamma gik straks i gang med kammen for at pynte Sia op - hun skulle med ud om aftenen, og så var det jo ikke nok at jeg i flere dage havde gjort mine bedste anstrengelser for at få "køteren" præsentabel.

Efter endt aflevering af Sia, der stadig ikke så ud til at savne mig. Nu gik turen til fotohandleren for at få et filter eller nærmere et beskyttelses glas til mine objektiver på det nyindkøbte fotoapparat - grundet prisen blev der kun købt et filter, jeg kunne da skifte fra det ene objektiv til det andet, og det gik fint ved de første to skift, så blev det glemt på en tankstation i Sydafrika, ja ikke filteret men skiftet.

Inden vi var nået så langt var vi rejst fra Kastrup til Amsterdam for at skifte maskine til Johannesburg, ikke fordi rejsen var særlig laaang kun 14 timer hvor af de 11,5 var i luften, men endelig var vi Jo.burg som man siger på de kanter. (Lufthavnen kaldes Tambo international – navnet en hyldest til en af ANC’s (African National Congress) helte Oliver Reginald Tambo)

Vel modtaget i lufthavnen, blev vi vist hen til en lille bus, med det prangende navn Matswani Private Reserve malet på siden af den spændende ældre bus, der var i øvrigt også en malet honninggrævling på bussen, det skulle senere vise sig at være logo for Matswani, der i øvrigt betyder honninggrævling på det indfødte lokale sprog, men sådan er der jo så meget!!

Nå velsiddende i bussen, dem der var plads til!, men alle kom med og den på det 28 sæde, vi havde allerede i lufthavnen hilst på et par af vore guider Esben der havde sin første tjans som rejseleder det kunne mærkes, men naturligvis vil han komme efter det. Vor første tur med bussen var ikke særlig lang, kun ca. 45 kilometer til Hotel Holiday In i Pretoria et lidt nusset, men dog rimeligt hotel, og vi skulle jo bare hvile efter en anstrengende rejse.

Onsdag den 13. februar

Kun 6 timers søvn blev det til før vi skulle i gang igen, vi vågnede med meget små øjne, men det forventede eventyr skulle jo nu til at starte, så det gik jo - vi kunne jo sove i bussen.

Big Piet - Piet her kaldet Big Piet, han havde på Matswani en navnebror Little Piet, der i øvrigt var næsten lige så stor – var en gæv indfødt sydafrikaner der var pavestolt af sine rødder som Voertrekker, og kunne hele historien om de 27 relieffer da vi besøgte Voertrekkermonumentet i Pretoria, her blev virkelig gået til historien og modige og mænd og kvinder og der kæmpede mod såvel Drakensberg bjergene og Zuluer som de skiftevis overvandt for derefter at tabe det vundne igen til et par listige Zulukonger ved et par temmelig blodige overfald. Magten blev endelig afgjort den 16. december 1834, en flod skiftede navn og blev Blood-River, man kan bare tænke sig til resten, dette slag blev i øvrigt forgængeren til den stærkt fordømte apartheid politik i Sydafrika som først endelig blev ophævet i 1994., da ANC med Nelson Mandela som symbol kom til magten.

Piet var samtidig med at styre bussen gennem Pretorias (Tshwane som byen nu også kaldes)myldrende trafik, også Espens sufflør og han var meget i brug, ikke alt blev oversat korrekt, men meningen var da god nok.

Vi fik en meget hastig tur gennem Tswanes/Pretorias centrum, hvor Sydafrikas mønt befandt sig, ligeledes den bank hvor de tidligste diamantjægere indløste de fundne diamanter til en for os i dag en latterlig lille pris.

Pretoria er smykket med mere end 55tusind Jackaranda - træer, (Bignoniaceae familien) og har derfor fået tilnavnet Jackaranda-town. Gennem ambassade kvarteret hvor Jakarandaerne stod i to rækker langs vejen, en spændende og berigende oplysning.

På vej ud af byen var der rislepause ved The Union Buildning, opført 1910-1913 af en englænder ved navn Sir Herbert Baker, han var stærkt inspireret af den italienske og græske arkitektur, desværre var der ikke tid til at se nærmere på herlighederne. Et kort overblik over en meget smuk park blev det dog til, her i Sydafrika er det "højtid" for blomstringen af de fleste planter, i øvrigt sjovt at se vore sarte haveplanter i en meget kraftig udgave - roserne her blomstrer hele året, dog med forskellige Peak tider.

Så af sted mod Matswani, forventet køretid 3,15 timer. Selve turen er der ikke meget at skrive om, lange lige stræk på betalingsveje hvor det mest spændende var at se de mange kolonier af væverfugle der boede i deres meget smukke vævede runde reder der hang i en "tråd" ned fra grenene i træerne, i øvrigt er det hannen der væver reden, og bemærk – hvis hunnen ikke var tilfreds med boligen rev hun den blot ned, og så forfra hvis han ville få en ny chance.

Efter ca. 1 time var det tid til at møde den afrikanske landevej, nu forstod man det med betalingsvejene. Inden det rigtig gik løs var der pausen med Sparklingwine fra Cape (her kaldet Champagne – hvad mon de siger til det Frankrig), lidt frisk frugt mm., fik lige handlet på stedet i dette flotte TOTAL-supershop mest for at få vore Sydafrikanske rands vekslet til mindre sedler og mønter. (ingen reagerede på Totals arrangement i Cambodja, man glemmer hurtigt når man skal bruge lidt knas).

Så var vi på vej igen, nu kom bussens høje bagende rigtig til sin ret, ikke noget med at knalde ned i asfalten bare af sted over stok og sten, gennem et par mindre byer måske uinteressante, hvem ved og ville vi vide mere, fik vi det at vide på udflugten på fredag!!, hvad med de, der ikke skulle på udflugt.

Endnu et lille stop for at få dieselolie påfyldt, Big Piets kort var udløbet så der måtte afregnes i kontanter – ingen kredit her, heller ikke til faste kunder.

Vi kørte nu på den grusvej der skulle føre os til honninggrævlingens "hule", næsten øjeblikkelig da vi var kørt gennem porten så vi vildt, de så heldigvis ikke særlig tamme ud, hvilket jeg havde frygtet, det var det med min angst for den forstørrede zoo.

Vel ankommet til Matswani, der i øvrigt slog alle forventninger. Vi havde ønsket luksus og vi ser ud til at få det, husene flot placerede i den meget meget velplejede park alle med veranda ud mod en rislende bæk og eftermiddagssol.

Vort ophold begyndte med frokost og hvilken dejlig en, retterne mest salater blev præsen¬teret af kok og guide i fællesskab, Espen var så nervøs at det gik en smule i fisk, der var en række spændende salater nye kombinationer der var værd at tage med hjem, Kudo-boller var dagens varme ret – spændende.

Efter frokost til vor bolig for den næste uge, at det var vellykket kunne jeg høre på Anns IH & ÅHH – alt var tilfredsstillende. Lidt afslapning og udpakning blev det til, kaffe på verandaen og så var det hurtigt tid til infomøde, Ann nåede dog lige en tur i pølen, før vi gik til den nævnte møde.

Vi blev mødt med velkomst drink, og med ild i det store ildsted. Vi sad i en oval med behagelige hynder og fik en gennemgang af de procedurer der gælder for vort ophold, det handlede mest om sikkerhed, sikkerhed for gæsterne, tilsyneladende er vi i de bedste hænder og havde da heller ikke forventet andet.

Efter infoen var der dækket op til middag under de afrikanske stjerner meget hyggeligt og med en smuk borddækning – middag med paté af Kudo med Chili sauce, efterfulgt af Eland-antilope som hovedret ekstremt lækkert – desserten var pære kogt i rødvin med flødeis – her fik jeg frisk frugt, alt meget meget lækkert jeg skal nok undlade at beskrive alle måltiderne, selv om dette kunne være fristende. Da vi havde dineret trak vi os tilbage til vort lille paradis, og efter kaffe og the lidt læsning kom drømmene og en ny spændende dag snigende.

Torsdag den 14. februar 2008

Endelig kunne vi sove længe, rejsen havde været hård - der var først morgenmad kl. 9 – men inden da var der morgenkaffe på sengen i det min "husalf" Ann hurtig fik brygget kaffe.

En smule senere var morgenkaffen flyttet til husets terrasse. Et øjeblik troede Ann der hang julepynt i træerne, men nej det var bare et par røde fugle der flaksede omkring som var det en morgen som alle andre - næh det var det ikke, det var vor første på Matswani.

Nu til morgenmad for anden gang - derefter kl. 10 med Gry en tur i bus¬hen, vor man meget malerisk havde placeret mødet.

Inden vi nåede så lang skulle vi en tur i en af safari bilerne med Gry som driver, det var hendes debut bag rattet, det gik fint – bortset fra et par skrammer og det var ikke smart at starte en så tung bil i 2nd gear – glemte jeg at fortælle, at først - kunne hun slet ikke starte en sådan dieselbil, den skulle jo varmes op før start, trods de 30 grader i skyggen – men en alt i alt vellykket jomfrutur, der blev behørigt blev belønnet med taktfast applaus, om det var af lettelse ved jeg ikke helt.

Sikken en charmerende tøs, ikke billedskøn, men med et lysende smil der charmer alle, og så var hun klart den mest sexede driver på Matswani, selv Ann gav mig ret - måske var det hende der først kunne se udstrålingen.

Behageligt bænket under et lille halvtag blev der tegnet og fortalt til den helt store guldmedalje. Little Piet havde medbragt et whiteboard, her blev forklaret alt fra provinser til bjerge, sur og sød jord.

Jordens udvaskning har stor betydning for hvilke dyrearter der kan leve på de enkelte jordtyper. Fx kan de sure jorde ikke producere tilstrækkelig med græs og deraf kan de meget græskrævende arter ikke leve i bjergene hvor jorden er stærkt udvasket, og her på Matswani er vi netop en del af Waterbergbjergene så her er der mest de løv ædende arter der er repræsenteret.

Vi blev endnu engang advaret om slanger og andre farer i bushen, gå aldrig med åbne sko f. sandaler, vend ikke en sten for at se hvad der under den – måske finder du en slange eller!!

Men jeg havde nu allerede taget en rundgang i naturen, uden at tænke på at jeg kunne være et bytte.

Nu hjem til frokost, som sædvanligt dejligt.

Hen mod 16 tiden trak det op med mørke skyer mod øst, ville det begynde at tordne og regne netop nu vi skulle på vor første fotosafari, javel det regnede ikke i øsende strømme, med alligevel nok til at udsætte det hele en tre kvarters tid, men så var det også af sted – godt vi havde husket regntøjet – ikke at vi skulle ud i regnen, vi sad jo i læ på trucken, men kulden kom snigende selv om det var sommer.

Vi trillede rundt på Matswani, uden egentlig at komme så tæt på dyrene som jeg havde troet hjemmefra. Dyr var der nok af, men afstanden til dem var ofte temmelig stor, og selv min lille telelinse kunne ikke fange dem. Dyr er jo dyr, og ikke sådan at få til at komme tæt på når man sådan triller rundt. Naturen var derimod meget anderledes end vi havde troet, her var krat og småskov overalt – det var spændende og meget nyt. Bedst som jeg havde affundet mig dette, holdt vi foran en meget spinkel låge. Vi skulle nu se på en af de to overraskelser der var blevet udlovet, allerede nu kunne vi genkende lågen fra DK4s udsendelse fra Matswani - vi skulle besøge et hvidt næsehorn der her havde sin egen indhegning. Næsehornet et hvidt et af slagsen, et prægtigt handyr fik vi at vide. Han så ud til at kede sig voldsomt og hans største fornøjelse var da også tilsyneladende at skubbe til dækkene på trucken, men et dask med en plastflaske fra Whane – vor guide, på snuden var dog nok til at han trak sig lidt tilbage, dette irriterede tilsyneladende herren med de store horn, der satte i et par store snøft flyttede lidt rundt på naturen omkring ham - giv ham dog en kvinde for fornøjelsens skyld. Godt nok havde han i bogstaveligt nedlagt sin første kvinde, men hvem siger det første ægteskab er det lykkeligste.

Farvel til den ensome herre, vi huskede at lukke lågen efter os, da vi de andre dage kom forbi var der ofte åbent, han skulle fodres og havde andet i tankerne end at tage på udflugt – min tanke om den forstørrede zoo fik endnu en gang næring!

Nu regnede det i øvrigt, ikke bare sådan nogen små dråber som vi kender hjemmefra, men nogle store dråber der slog ind under halvtaget på bilen – stakkels Whane der sad uden nogen form for læ. Regnen skabte hurtigt nogle små vandløb på vejene, det var der tænkt på i forvejen små strategiske forhøjninger lå så vandet løb ud til siderne ud i sandet, og ikke skyllede vejen væk, jeg troede det var for at nedsætte farten.

Videre gennem buskene og så var vi pludselig vend en lille sø. Heldigvis kom vi først, så de krokodiller vi skulle besøge var ikke alle kommet i vandet fra varmebadet i det lune sand, en enkelt var endnu på vej mod søen så den blev foreviget på linsen.

Selve søen var kunstig med 3 indbyggere af slægten krokodiller, heldigt at vi kom først, et af de store reptiler havde bestemt ikke ventet at blive besøgt, så den opholdt sig det varme sand for at slappe af – men den fik travlt ved vort besøg, ned mod søen – ikke helt ustraffet den havnede på min linse.

Den anden safaribil kom nu også til stede ved krokodillerne. Vognen der blev ført af Ian - han var i øvrigt også ekspert på vekselvarme dyr – endnu engang en engageret guide, hvad Ian ikke vidste om disse "kroks" var ikke værd at vide fx stod du alene med en sådan fyr, så bare snup en sten og dask den på næsen, det er det eneste følsomme sted på krabaten, og skulle du endelig få din hånd ind i munden på den så skulle du bare hive i en gul hornplade i bagerst i halsen, så ville den sandsynligvis slippe dig – rart at vide, til en anden gang.

Da jeg senere konfronterede Ian med hans store viden om "kroks", viste det sig at han arbejdet 2 år på en krokodillefarm – derfor!

Nu regnede det for alvor søen blev pisket til skum af regnen, krokodillerne var ligeglade, de havde sikkert prøvet det før, men nu var vi på 1.st række glade for vort regntøj! Nu da vi skulle hjem mod Matswani stilnede regnen af, kun den kraftige torden omkring os mindede os om regnen og det var ikke særligt slemt.

Aftenens middag var flyttet inden for hvem kunne vide hvordan vejret udviklede sig? Da vi havde nydt maden en times tid gik lyset ud for pludselig at vende tilbage og sådan gik det et par gange, så forsvandt det helt kun faklerne og de tændte stearinlys gjorde, at vi kunne se lidt - ret hyggeligt. Så kom strømmen tilbage, Matswanis egen forsyning var startet op – vi fik at vide at der var lys til klokken elleve så det var nok bedst, hvis vi var hjemme på dette tidspunkt. Naturligvis var vi hjemme til tiden, vi tændte stearinlys overalt, så nu kunne de for os godt stoppe den larmende nød generator, da klokken var 23 stoppede larmen da også, men det almindelige lys var da tilbage – og vi sov dejligt med tankerne på en ny dag.

Fredag d 15. februar 2008

Vor første heldagstur var på trapperne, morgenmad og så op i 2 minibusser dvs. det blev 3 man havde forregnet sig og der skulle jo være plads til alle.

Og så gik det stærkt, rigtigt stærkt, vi nærmest fløj over alle hullerne i de sydafrikanske landeveje asfalt eller grus det kom ud på et da speedometeret viste mellem 120 og 145 så kunne jeg heldigvis ikke se pilen mere – så hvem ved? Løbende orientering af vor krokodille ekspert Ian.

Ians engelske var temmelig sydafrikansk, så måske var jeg med mit kendskab det nederlandske sprog den eneste der forstod det meste af ordstrømmen, selv påstod han, at han kun var ved at lære Afrikaans.

Da vi nåede Neilstroom, hvor englænderne omkring det forrige århundredskifte (1904) jagtede de Boere der boede i området for at jage dem fra hus og hjem, mændene flygtede, men kvinder og børn kom i koncentrationslejre i det håb om at lokke farmerne tilbage, dette mislykkedes dog, og efter en årrække blev lejren lukket, og de indsatte kunne gå hvorhen de måtte have lyst, og netop gå var nøgleordet, de havde ingen transportmuligheder og intet at vende hjem til englænderne havde besat det hele, senere blev der aftalt kompensation, men den dag i dag bliver stedet omtalt som koncentrationslejren og bliver i dag benyttet som High School – men navnet hænger ved.

Vi "fløj" videre mod Bela-Bela – det tidligere Warmbath, her var en borer i sin vej nordpå støt på en varm kilde, deraf navnet på Afrikaans. Kilden springer den dag i dag med 52 grader varmt vand 22.000 liter i timen.

Vel ankommet til byen skulle der handles, og mulighederne utallige, et lille fredfyldt afrikansk marked med diverse tingel og tangel kunne tilbydes – og alle fik købt diverse masker og perlekæder med mere, en sjældenhed for os i hvert tilfælde ingen hastværk fra sælgerne, købere kommer sikkert af sig selv, og det havde de jo ret i.

Selve Bela-Bela lignede mest af alt en af de nybygger byer, vi kan se i de australske Tv-serier i samme lands vildnis.

Store prangende benzinstationer, flotte supermarkeder og resten er absolut ikke værd at skrive om, måske bortset fra de meget farverige sorte kvinder iklædt fantastiske farver, små overkroppe og mægtige bagdele, alle iklædt svingende gevandter eller jeans der ser ud som de er 8 numre for små, men hvilken kvinde vil ikke helst gå i en størrelse 38 og det med eller uden barn hoppende på ryggen.

Efter denne tur til fods gennem Bela-Bela, var det blevet tid til frokost, ind i minibussen igen vor "pilot" Ian og kørte den lidt langsommere, men måske var det bare fordi vi var midt i byen.

Efter frokost, en i øvrigt lækker salat med kylling og sesamfrø, læg dertil en dejlig kølig stout fra flaske, brygget på licens i SA. – det skulle her lige bemærkes at restauranten var irsk ejet.

Nu var det til turens højdepunkt et besøg på De Wildt-Shingwedzi Wildlife Ranch center, et center for den vilde afrikanske hund og geparder her på afrikaans kaldt Cheetah, et navn der har bredt sig til hele verden, hvad der lyder bedst vil jeg lade læseren afgøre.

For det ikke skulle være løgn, var Ian klar i cockpittet i Toyota - crew get ready for take off, som det lyder hos KLM, sikkerhedsbæltet blev lynhurtigt fæstnet og så af sted - endnu ca. 2 timers kørsel. Om dagen var den megen kørsel værd? – ja så absolut – tag bare af sted det er alle pengene værd, en enkelt gang ramte bilen vejen med bunden, men der var bare et vandløb i vejen i begge betydninger.

På denne tur spottede Whane i øvrigt en flok Kafferbøfler (Syncerus caffer) spændende at se et af Afrikas farligste dyr meget tæt på, ingen tænkte på faren, da vi hoppede ud af bilerne for at få de bedste fotos, men da vi havde stået der længe nok mente vore guides at det var tid til at fortrække – den store tyr så lidt irriteret ud, så det var bare ind i bilerne igen – vi havde mødt en af The Big Five – og så ganske uventet.

Vel ankommet blev vi mødt af Jaco, en hyggelig sydafrikaner med et idealistisk sind for truede dyrearter, vor danske guide Miss Dawn også kaldet Gry var på sin sidste tur hertil, det var næsten rørende at se hvorledes hun tog afsked med de 2 dyrearter hun holdt mest af, hendes øjne brændte når hun fortalte (oversatte) Jacos udlægninger om det vi så – først besøg ved indhegninger med hver sin "felis" art, først den afrikanske vildkat om det er en egentlig art ved jeg ikke, måske bare en forvildet huskat eller måske er det omvendt.

Nu til en af de mere ukendte Servalen, jeg tror ikke jeg har set et så elegant dyr der lynhurtigt hentede sit bytte, måske lidt uforståeligt at farmerne har jagtet Servalen så intensivt gennem mange år, en Serval er den perfekte muse og rotte jæger, med hen i mod 500 byttedyr pr. uge.

Næste i rækken var Ørkenlossen også kaldet Caracal, lyder det ikke lidt bedre, igen et dyr der ikke kan leve i fred med de lokale farmere, hvor den i blodrus kan nedlægge 7-8 får i en hegning – en fantastisk springer, direkte fra jord til fugle 3 meter oppe en effektiv jagt metode, vi så det illustreret med døde kyllinger der blev anbragt på burets tag, ikke noget med at klatre op efter byttet, næ i et gevaldigt spring og så var det hentet, det gik så stærkt at mit nyindkøbte Olympus e-510, ikke kunne følge med - selv indstillet på sportsfoto, et fantastisk dyr. Senere så vi Hvidhovedet Grib, alle skadet ved sammenstød med ledninger eller ramt af andre uheld, alle manglede en vinge – med det sagde mig intet.

Så var det tid til et af turens højdepunkter. Den vilde afrikanske hund, vi var blevet velinformeret af Gry om deres kommunikationsmetode, en høj pibende skarp lyd, alle der har hund kender lyden fra hunden "pivedyr", men her var det 100 gange højere, jeg tror de betragte bilen vi sad i som et stort bytte, de for om bilen i et vanvittigt tempo og udstødte de omtalte hæslige lyde, med en forbavsende kraft.

De vilde hunde blev nu fodret med tørfoder sponsoreret af et også i Danmark velkendt foderfirma, rart at vide vi indirekte er med til at støtte et af Afrikas mest truede dyr. Pludselig blev der helt stille alfa hannen og alfa hunnen havde ædt, nu blev der tid til de andre og helt stille, vi kunne nyde fuglene, blandt andre den røde og gule næsehornsfugl der kom for at æde resterne, helt uantastet af de før så rasende hunde. En voldsom oplevelse – et kig mod Miss. Dawn afslørede at hun var rørt over at tage afsked med den afrikanske vildhund – alene det gav mening.

Måske glemte jeg at fortælle at vi underskrev en erklæring om at vi besøgte hundene og de andre dyr der fandtes i reservatet på eget ansvar. Jeg glemte også at nævne de dobbelte låste porte vi skulle igennem – de vilde hunde jager i øvrigt i flok og flår bugen op det deres byttedyr, en grusom metode, men som Jaco, suppleret af Gry forklarede brugte en løve 6/7 minutter til hvad vildhunden klarede under et minut.

Næste hegning, igen dobbelte låger til geparderne, Josef hed vor sorte hjælper skulle låse op og låse efter os, og han var en mand fra en verden hvor intet kunne gå for langsomt, men ind kom vi da! Vi havde kun kørt ganske kort tid før den første Cheetah dukkede op fra buskene, det var nu fod¬rings¬ tid – lidt senere kom endnu et par Cheetaher smygende gennem buskene, hvor de elegante dyr, langsomt, som feterede fotomodeller, hvad de jo også var – kameraerne kørte og vi fik alle billeder med hjem af dette fascinerende dyr. De fandt sig troligt i vores tilstedeværelse ikke noget med vild knurren og faren omkring, vi var på besøg hos kattenes ukronede kejser, den har i øvrigt altid været et kejserligt dyr – Abessiniens kejser har haft en række Cheetaher som symbol på sig kejserlige magt. Vores Cheetaher var sikkert uvidende herom, det drejede sig nu kun om mad - også de fandt at Josef var for langsom, de nærmede sig med rejste nakkehår og en sagte knurren, stadig med værdigheden i behold, men pludselig gik det stærkt så stærkt at vore øjne blev sat på prøve – vups en hel høne til hver – så var de væk, ind i buskene for at nyde byttet – elegancen i behold, men nu tog rovdyret over – rør ikke mit bytte. Audiensen hos de smukke dyr var nu forbi, ud gennem de dobbelte låger igen. Vi kørte gennem bushen for evt. at se flere dyr, og ganske i øjenfaldende er strudsen jo, og gemme sig kan den heller ikke – en ganske sjov fugl, der som bekendt ikke kan flyve, også disse strudse var ganske ligeglade med vort besøg.

For den der havde lyst til at "nusse" en gepard, var lejligheden der nu, for at beskedent beløb i rands kunne man opnå audiens hos en 3årig tam hun gepard, tam og tam var måske så meget sagt, men den tålte besøg og kunne nusses fra hals til hale, men ikke direkte forfra – en fascinerende oplevelse for det vilde dyr vil aldrig kunne gøres helt tamme. Mange vil sikkert mene, at det kan man ikke byde de vilde dyr, men denne Cheetah var en af 5 Cheetahs i Sydafrika der var udnævnt til ambassadører for " De Wildt" som orienterede om vigtigheden af bevarelse af naturen uden alt for stor indblanding fra kommercielle interesser.

Jeg viste i øvrigt ikke at geparderne havde udviklet en speciel krop for op den maksimale speed, der gød en til verdens hurtigste pattedyr, med en speed ca. 115 km i timen eller 100 meter på 5,4 sekunder. Nå - men tilbage til det med kropsbygningen, geparden har ingen kraveben, og blandt andet halen er aerodynamisk flad og benyttes som styrepind.

Ganske uden for nummer fik fruen en ny kjole, en mellemting mellem en giraf og en gepard – ganske, men yderst klædelig og raffineret, selv om vi ikke kunne blive enige om der skulle bælte til kjolen.

Dertil et halsbånd med Cheetaher, og så var der kun små 3 timers kørsel hjem til Matswani - og vi skal på langfart igen på mandag.

Lørdag den 16. februar 2008

Tidligt op uret ringede kl.6, der var morgenmad fra kl.6.15 – vi skulle på en 3 timers vandretur i bushen – jeg har allerede vænnet mig til ordet bush.

Vi havde forventet en lang travetur, men vi begyndte i en af de nu velkendte safari biler, kørte en ½times tid, og var så i "The meddel of nowhere".

Her fik vi så en kort og præcis orientering om hvad vi kunne forvente at se med hovedvægten lagt på de mindre dyr, planter og træer og dette afslørede Whane var hans hovedinteresse, så vi var i gode hænder.

Whane påstod at han kendte alle planter på Matswani og et pr anekdoter om anvendelse blandt Tswanafolket, Whane havde ganske sikkert ret – og dog, det lykkedes hurtigt et par amatørbotanikere fra Norge og en fra Gilleleje at finde et par planter Whane ikke kendte og det ærgrede ham tydeligt – så meget at han næste morgen var klar med en forklaring og da han så samtidig udtrykte sin glæde over vor interesse, var han naturligvis tilgivet.

Vi begyndte turen med at læse "spur" Afrikaans, Boernes ord for spor, så hvem har sagt at Afrikaans er svært? Først spur var et giraf spur, fra en hun giraf og det så man naturligvis af at kloven var en smule hvælvet han giraffens spor var mere fladt og det er naturligvis klart for os alle – vi så spor fra den brune hyæne, her kunne man se aftrykket af hårene mellem poterne.

Så begyndte turen i bushen til fods. Vi gik på en lang række for at undgå at beskadige naturen og for at undgå trix, de små dyr der minder om vore skovflåts. Ann meldte sig straks til at gå sidst, det blev dog ændret da Whane fortalte at leoparden altid tog den sidste i en flok, ja så ville hun kun gå i midten – og hvem var så den eneste der blev bidt af trix?

Over stok og sten gik det, i bogstaveligste forstand, vi så en lille skildpadde, biller, edderkopper så store som den berømte tekopper i et HC Andersen eventyr, de var måske knap så store, men alligevel. Der blev smagt på blade og frugter af de forskellige planter med en forklaring på hvad den givne plante brugt til i Tswanafolkets viden og overtro (Tswanafolket stammer fra Botswana hvor Tswanafolket udgør 90 % af befolkningen)

Ann er åbenbart den fødte jæger, for hun spottede temmelig mange insekter, der i blandt en hulning i jorden hvor der var mange natsværmere, de blev naturligvis forstyrret, så alle kunne se dem, men godt spottet. Vi passere en plads hvor den blå Gnu havde afmærket sit område. Alt i alt en dejlig formiddag i et behageligt tempo, hvor vi til sidst kunne se forskel på Homo Sapiens "var. norvigeania" og vi mere almindelige danskere i Ecco sko. En dejlig formiddag med emner der interesserer mig særskilt.

Vi vidste i øvrigt ikke, at forskellen mellem Giraffens efterladenskaber i modsat til mange øvrige dyrearters, er at giraffens små sorte er flade på den ene side, dette grundet det høje fald mod jorden – ja så ved vi det - man udvider langsomt sin horisont!

Efter den som sædvanlige fremragende frokost, en drøm for en diabetiker, salat på salat på salat, den ene mere lækker end den anden waau, jeg skal ikke mere berømme maden på Matswani det kunne jo lyde som vi ikke bestilte andet – og gjorde vi for øvrigt det!

Eftermiddagen bød på besøg i Matswanis to opdrætscentre, det ene for Nyalaer og det andet for Sabels Sabelantiloper – sidstnævnte på dansk Sort hesteantilope, men jeg foretrækker Sabel. Begge arter opdrættes af kommercielle hensyn, her i Sydafrika er levende vildt en handelsvare som overalt i det østlige Afrika, vildtet sælges på store offentlige auktioner – også her kan man se på varen før man byder.

Tilbage til besøget i de to indhegninger, hvor Little Piet og Miss. Dawn var vore guider. Her var Piet på hjemmebane, dyrene havde hans interesse, dejligt at se at når en person brænder for et emne bliver det meget mere levende.

Her kom forklaringen på mangt og meget, drægtighedsperioder, påvirkning af par sammensætningen for at få den mest livskraftige vildtstamme, i øvrigt "morsomt" at tænke på at vi ældre senere i vort liv måske ender på plejehjem, men her kunne en Sabel ikke opfylde sine forpligtelser over for det svage køn, en ny mere viril tyr blev indsat i området, og straks samme år kom der tre kalve, og den ikke produktive tyr – intet afkom i to år måtte en tur i jagtreviret, hvor du formedes 85.000 dk., kan skyde pensionisten.

Nu skulle vi besøge Christinas Wallow, hvor vi skulle se dyr fra et skjul midt i bushen, stille kørte vi frem på de ekstremt bulede og klippefyldte veje på Matswani, dette i forening med Toyotaen gjorde os spændte. Vi for spændingens skyld manet til tavshed, som om vi kunne overdøve en prustende Toyota!! – vi listede frem til skjulet med Gry i spidsen, undervejs faldt halvdelen af os over diverse forhindringer, klippestykker, trærødder der herpå Matswani har den uvane at sidde fast i begge ender, vissent græs der knitrede var det rigtige lokkemiddel for de vilde dyr – nå, men vi kom jo hen til skjulet – jeg sad og tænkte på hvor megen forberedelse en pürch-jagt på majbukken kræver, men sådan er der så meget!!

Måske en velforberedt sti af sand de sidste par hundrede meter havde givet resultater i forhold til dyrene, måske ville det være med til at øge vort spændingsniveau.

Endelig fremme ved skjulet, vandhullet opkaldt efter en vis Christina, hvis det er hende vor "livline" i Tjæreborg er det helt fortjent med det romantiske navn. Vandhullet viste sig at være en støbt dam, men at kalde det "Willow" er måske en smule overdrevet.

Så sad vi der i varmen, rigtigt et sted for Skandinaver – solen står ret ind i øjnene, varmen sneg sig op mod de 40 grader, målt på medbragt udstyr af en af de medlidende.

Vi skulle så sidde stille i mindst 40 minutter, dette for at dyrene skulle vænne sig vore kroppes dunster her midt i varmen. Umuligt at opfylde, folk vendte og drejede sig trods de ganske behagelige stole, men i 40 minutter.

Det viste da også at være ganske umuligt, Henrik greb sig i lommen, fik tændt for sin MP3 afspiller til ære for Impalaer med flere, Henrik gik dog straks til bekendelse, flot nok så var der jo ingen grund til irritation – mærkeligt nok forstyrrede de ikke stedets 2 lysegrå duer, der underholdt hele selskabet – men var det - vi var kommet for? – Næppe!

Tilsyneladende et kærkomment break for guiderne, der på denne måde slap for vore underlige spørgsmål i 40 minutter. Da vi listede tilbage til Toyotaen så Piet (i lille udgave), ud til at han havde forventet dette udfald, så han lovede, at nu skulle vi se de dyr, der ikke havde lyst at besøge os - og han holdt ord – denne så prægtige sydafrikaner vidste lige hvad vi forventede.

Ud på savannen og her var dyr, Piet suppleret af Gry (Miss Dawn), hvem der havde haft mulighed for at være alene med Gry i 40 minutter, når men spøg til side - fik vi set masser af dyr både det ene og det andet, det levede op til vore vildeste forventninger – men hvorfor lidelsen med skjulet og solen, det må i øvrigt være bygget en "kold" sydafrikansk vinterdag uden den ringeste form for sol – det meste kunne løses ved at flytte skjulet over på den anden side af dammen.

Om vi var uheldige ved jeg ikke, søndagens hold havde samme oplevelse dog med den forandring at de denne gang var en skadelignede fugl til at hjælpe duerne med underholdningen - fantastisk.

Hjemme blev vi hurtigt klar til Natsafari, her var ingen falske forhåbninger, det var virkelig – nat bælgravende mørkt troede vi, men så snart øjnene havde vænnet sig til mørket så det hele lidt mere "lyst" ud og at det var ved at være fuldmåne var jo ingen skade til. Op bilerne vi valget Whane som chauffør og Gry som lysets dronning. Turen foregår på den måde at får en spændende tur i bushen – fuldt lys på trucken, dertil kom at Gry betjente en spot som blev svinget fra side til side, stakkels tøs stå der i den bumlende Rino-Mercedes iført ulden tophue og vindtæt jakke - spejdende efter nat aktive dyr, hun var også ganske mørbanket efter den tur. Vi så et enkelt dyr vistnok en sjakal med et par store ører, men den var langt langt væk og vi sad på bagsædet i trucken, men vi så den! Naturligvis blev vi også præsenteret for en lang række dagaktive dyr, men her var vore guider forsigtige med spotten – dyrene skulle ikke blændes unødigt!

Hvordan det lykkedes ved jeg ikke men Whane stoppede pludselig, ud af vognen – kom rundt med et ca. 10-15 centimeter stort dyr der mest af alt lignede en kæmpestor reje, Whane fortalte en lille historie om krabaten, der i øvrigt blev fastholdt i Whanes multikniv. "Rejen" var ikke særlig populær blandt farmerne da den åd hvad den kom i nærheden af, og ikke havde naturlige fjender, hvad måske undrede lidt, vi er jo vant til at naturen er vel afbalanceret – måske var dette en undtagelse.

Turen skulle i øvrigt afsluttes med en formidabel menu - som sædvanlig, fristes man til at sige under den klare afrikanske himmel.

Men før dette gjorde Whane og Dawn et stop midt på vejen, stigerne på trucken blev slået ned, alle klatrede ud og så stod vi her og her var mere end stille, selv dyrene nød måske natten. Whane beklagede som vært at vi var tæt på fuldmåne og stjernerne ikke stod så klart – alle var enige i at det sikkert ikke var Whanes skyld.

Tænk at stå her midt i den afrikanske nat og betragte stjernerne – Whane fortalte nu om stjernernes placering, vi fik udpeget Sydkorset og ved hjælp her af, udpeget de forskellige stjernebilleder, fik forklaringen om Orions udflugt til vor planet, hvor staklen blev bidt af en skorpion og vor Orion på denne måde fik sin plads blandt stjernerne -

Orion blev skabt som gæstegave til en fattig barnløs bonde af havguden Poseidon og Zeus. Jagtens gudinde Artemis opdrog Orion til en vældig jæger. Orion jagede sammen med sine to hunde efter harer, Artemis elskede hareblod.Men Orion blev overmodig og udfordrede Arte mis; hun turde ikke tage udfordringen op og lod en skorpion dræbe Orion. Som tak satte hun skorpionen på himlen. Men Zeus satte også Orion på himlen, således at Orion går ned i vest, når Skorpionen står op i øst. Så skulle han være sikret en anden gang.

Det var for mig helt personligt aftenens højdepunkt at stå her i stilheden og blive orienteret af den altid meget engagerede Whane og uden forstyrrende dansk oversættelse (undskyld Gry).

Sydkorset er et meget berømt stjernebillede, faktisk så berømt at det ses på det australske flag. Hvis man tegner streger imellem stjernerne bliver det et kors.

Den voldsomme oplevelse af stilhed var for meget for vor europæiske trang til at høre os selv, snart gik snakken lystigt – men pragtfuldt var det så længe det varede.

Nu videre gennem natten, vi skulle have middag i det fri - Godt dækket af mørket kom vi frem til pladsen hvor vi skulle spise, vi blev ledt til spisepladsen af en række fakler, romantisk så det ud. Selve pladsen godt indrammet af klipper og høje hegn var der dækket op i hestesko med plads til os alle, alle med ansigterne vendt mod det varmende bål midt på pladsen.

Der blev serveret en dejlig 3 retters menu, næsten som sædvanlig måtte guiderne hjælpe til med serveringen. Stemningen steg til astronomiske højder, godt hjulpet af rødvin ad. Libitum – snakken flød lifligt på dansk, norsk og lidt hjemmelavet afrikaans. Da jeg og min borddame Liv havde drukket en skål for både det dansk og det norske kongehus og adskilligt andet, så nu manglede vi et emne til en fælles skål. I et anfald af nordisk broderskab, var der ikke lang til at udråbe en skål for det svenske kongehus og fru Silvia i særdeleshed.

Stor var vor forbavselse da alle rejste sig og skålede for vort broderfolks kongehus, jeg er ikke helt sikker på at den modstående side forstod det hele, men alle rejste sig og hilste – senere blev det til en velfortjent skål for alle vore guider og det var der vel mere ræsons i, men en dejlig aften blev det. På vej i trucken skrålede vi det bedste vi havde lært, over radioen blev udfordret af vor søster bil – hvem der vandt ved jeg ikke, men jeg ved at polituren krakelerede der hvor der endnu var noget tilbage – så, sejle op ad…… og andre norske og danske nationalsange.

Gry og Espen optrådte med musik og sang Espen håndterede guitaren med ekspertise, Gry og vi sang med, og som man siger, synger hver fugl med sit næb.

Søndag, den 17. februar 2008

Søndag morgen, vi var næsten lige kommet i seng, lidt trætte i hovedet af den megen rødvin. Så da telefonen raslede kl. ca. 6.00 var min første tanke at strække mig lidt, bare lidt længere og dog, vi havde endnu ikke misset en tur på lodgen og dette skulle være en særlig oplevelse der blev afsluttet med Champagnebrunch i det fri.

Inden starten på denne tur "udskrev" Matswani ved Gry en konkurrence blandt de 3 biler der skulle med på turen, vi skulle fremstille den mest originale "bushmans" hat, udelukkende fremstillet af de på turen fundne materialer, selv om det måske ikke lige er min kop the, med den slags morsomheder. Whane den gæve, var helt klar over hvad det gik ud på, hans hold havde forudgående kun tabt 6/7 udfordringer på det seneste år, så vore odds var jo på forhånd gode. Som sagt Whane var klar over hvad der skulle ske, han vidste ganske sikkert vor de bedste planter til udsmykning var at finde, først til træerne hvor de orange(grønne) frugter på monkey apple træet fandtes. Et par agave lignende planter der kunne splittes i mindre fibre og bruges til bindebånd, lianer blev hentet grundet deres bøjelighed, dette skulle senere vise sig at være en god idé!

Vi var nu på vej mod den store "savanne" hvor der plejede at være mange dyr og det viste sig at være rigtigt.

Så af sted mod Giraf-road, det fik vi senere at det blev kaldt blandt guiderne, nu skulle girafferne vises frem – og det blev de til fulde, da vi kom frem holdt der allerede en af de andre vogne der havde fundet girafferne disse majestætiske dyr der trods deres højde kun havde 7 halshvirvler som vi andre dødelige.

Den anden bil forsvandt, måske skræmt af vort meget høje humør og medrivende sang og latter på blandet skandinavisk, således opmuntret forsvandt da vi fik syn eksklusivt øje for herlighederne. Girafferne stod og så os an, da vi tilsyneladende ikke var særlig farlige fortsatte deres gøremål - medens vore kameraer skød løs.

Ann bad Whane køre lidt nærmere hvilket han naturligvis gjorde og pludselig skulle også Whane have sit kamera frem, så viste vi at det var en smule mere spændende end sædvanlig. To unge hanner så ud som de nussede hinanden, men det var en for træning til kamp om hunnerne – det så smukt ud så graciøst og elegant så jeg er sikker på at vognens kvindelige passagerer blev i forestillingen og mente ikke Whane havde forstand på giraffer, det var da klart at de kælede!

Ann der allerede havde indskrevet sig som spotter så pludselig en meget stor og en meget lille giraf, vi kørte nærmere og lidt nærmere og endnu lidt nærmere vi havde endnu ikke overskredet grænsen hvor de to giraf¬fer forsvandt. Endelig var vi så tæt på at vi tydeligt kun¬ne se girafkalven der havde stort besvær med at stå på benene – den var helt nyfødt navlestrengen hang der stadig medens den kæmpede for at komme op at stå, selvfølgelig lykkedes det naturen er sådan indrettet, så lidt efter lidt kom kalven op at stå fandt dige vorterne og så ganske lykkelig ud - selv om det at stå op var en stor udfordring – det var en mega oplevelse, og så på en helt almindelig søndag morgen.

Men videre skulle vi, der skulle fremstilles en hat der skulle gøre Whane ære. Pigerne (fruerne) ledte efter udsmykning til hatten og de på en gang så unge herrer gik i gang med stativet til det der skulle blive det grund¬læggende til projektet.

Så gik pigerne i gang med pyntningen af vort "store" arbejde. I løbet af en halvtimes tid vi de klar til første prøve, Ann skulle lægge hoved til, men hovedet er en smule for stort så det blev en norsk jente der fik æren, denne lille søde ældre dame var et fund både på generalprøven og i den endelige "finale" som en anden Tswana pige svingede hofterne og smilet var større end selve solen – og selvfølgelig vinder vi, det var vi sikre på - og naturligvis passede det.

Vi kørte videre frem gennem bushen – det var jo søndag, men ingen dyr havde fri de var der alle i pæne mængder og der blev som sædvanligt "skudt" flittigt.

Lidt til højre og en smule til venstre så var vi der nu skulle vi have brunch med champagne. Højt hævet over et vandhul med udsigt til drikkende Impalaer m.fl., i behagelige omgivelser udsigt til en spændende morgenmad, faldt der langsomt ro over forsamlingen. Gry bad de deltagende "hold" hente deres Haute Couture udfoldelser, det var nu op til kokken, hvem der skulle vinde – og naturligvis vandt Whanes hold den udlovede Champus, en flaske til ti deltagere ikke meget, men fair det rakte fint.

Nu skulle vi hjem til Matswani troede vi, men krokodillerne skulle lige fodres i deres beskedne hjem – kyllinger på en lang snor bundet til en lang stok, farligt så det ud - de ægte rovdyr kom op i reptilerne – godt show for os alle, men men men - det var spændende så længe det varede og så ikke mere om det!

Hjemme på Matswani var der planlagt Tribal (stamme) aften, men til stor forbavselses for arrangørerne havde ingen tilmeldt sig, det var vist første gang de var ude for det. Det vi skulle have set var en "ægte" kraal, bygget bag værkstedsbygningerne her skulle vi have nydt "indfødt" mad.

Den fik vi alligevel, aftenmåltidet var strudsehals med tilbehør, det var sådan som nu en sammenkogt gryde nu var, men nu havde vi i det mindste kniv og gaffel og husets gode rødvin, vi var vel i Sydafrika.

Mandag den, 18. februar 2008

En heldagstur til Pilanesberg National Park i North West provinsen, en ca. 2½ times køretur mod sydvest, denne gang i den "store" bus med Whane som driver og de to gratier Maria og Gry som vejledere.

God tid til morgenmad, egentlig underligt og mere underligt vi skulle først af sted kl. 10.00, så vidt jeg ved, er det bedst at iagttage dyrene ved morgengry og ved solnedgang, jeg husker engang i Indien, hvor vi også skulle se på det vilde liv ved middagstid – ikke et dyr i miles omkreds, bortset fra en enkelt elefant, som vi så brugte et par timer til at se på – lad det gå bedre denne gang.

Med ønsket om positive tanker, kom vi af sted, en lang tur var påbegyndt – målet for første stop var jernminebyen Thabazimbi. Vi gjorde holdt ved et lokalt shoppingcenter, forretningerne var en smule anderledes end hjemme, også priserne var lavere end vi var vant til. Her købte jeg mine første og eneste souvenir på rejsen 4 poser frø med Sydafrikanske blomster – dette er i øvrigt min personlige standard, tænk at gå i haven i løbet af sommeren og glæde sig over dette indkøb i Thabazimbi.

Min kønne og altid velforberedte hustru købte lidt notesblokke tænkt som gaver ved det kommende skolebesøg samt diverse andet.

Tilbage i bussen igen, gennem minedistriktet hvor alt drejede sig om jern og de services dette kræver, Gry orienterede om minedrift på godt og ondt for de, der ikke var ramt af middagsheden trods den evige brug af airkonditionen.

Efter endnu en god times kørsel var vi Nationalparken med en elegant og posante indkørsel samt en glimrende restaurant hvor vor lunch blev serveret og skyllet ned med a cool Amstel-beer.

Nu skulle vi på fotosafari, vort selskab entrede den første vogn, og de der ikke var plads til alle så vi der var til overs ventede på den næste vogn – den kom dog aldrig! Så alle måtte ind i den samme vogn. Gry var næsten græde færdig, hun havde lovet, der var plads nok så alle kunne sidde komfortabelt. En mængde palaver, men det stod fast at de havde en bil mere, men ingen til at køre den –

- for Gry var det et personligt nederlag, som hun intet kunne gøre ved trods intentioner – "that’s live". Vi kom så endelig i gang, Maria og Grys siddende på kølekasser i midtergangen, Henrik og Henriks mor på 77 år blev bakset ind på guidepladserne.

Mon ikke at man fra Matswani, hjemmefra kunne have sikret sig en bedre organisation af denne tur der trods alt kostede den nette sum af dkr. 830 pr. deltager, dette burde vi kunne forvente.

Af sted i den store nationalpark 54.000 hektarer, så der er plads nok, lange snoede veje med fast belægning gjorde turen behagelig og 30 sæt øjne spejde efter dyr, der var zebraer nok og en del forskellige antiloper, men dem havde vi jo allerede et godt forhold til fra Matswani – alle kiggede efter The Big Five – Elefant, Bøffel, Næsehorn, Løve og Leopard. Bøfler havde vi allerede set tidligere nu var det bare resten, bare og bare – det startede lovende med en lille flok flodheste i en pøl på vor højre side, synd for dem der sad

Den lokale guide skulle nu hjem, ganske efter køreplanen, da en radiomelding kom – løver ca. 6/7 km fremme, men desværre ikke lige den vej vi skulle, bare ærgerligt for os, det var ved at være fyraften for guiden. Et plaster på såret blev det da til, pludselig så min synske hustru flere elefanter, men nu havde jeg hende - godt nok lignede dyrene elefanter på afstand, med de manglede lidt i størrelse. Det var en flok hvide næsehorn der skulle ned at drikke i en lille sø. Hvor er de flotte disse kæmper, der bevæger sig graciøst næsten som de ikke er klar over egen størrelse og vægt. Endnu engang var vi heldige, flokken kom nærmere og nærmere vi kunne tydeligt de flotte horn. Næsehornene var nu tæt på søen og fortsatte direkte ud i søen for at drikke og da de først var kommet ud i søen, poserede de midt mellem svømme- og vadefugle.

Turen i Pilanesberg Nationalpark var nu slut af sted til bussen og straks efter var vi på vej hjem mod Matswani, med endnu et stop i Thabazimbi. Men inden vi helt havde forladt parkområdet var der lige lidt tid til at besøge et meget lille afrikansk marked, men her i Sydafrika betyder størrelsen intet, alle handler med de samme produkter, kun prisen kan variere en smule. Det var tydeligt at mærke at vi var ved afslutningen af vort ophold i Afrika – der blev handlet livligt. Ann havde udset sig en lille gruppe elefanter (3), garanteret fremstillet i ibenholt!!

Prisen blev diskuteret i lang tid, jeg var parat til at acceptere en pris på 200 rand for alle tre, men fruen fra Gilleleje fandt det alt for dyrt, så vi forlod boden for at kaste sig over de andre lignende boder, men ingen steder fandt Ann 3 elefanter som de 3 vi lige havde forladt.

Imens vi handlede havde Maria, Whane og Dawn (Gry) tryllet en lille forfriskning frem, snacks kolde drikke – lækkert inden vi skulle turen mod Matswani igen.

Lige før vi entrede bussen kom Ann vandrende med noget i avispapir, jeg vidste straks hvad der var sket – elefanterne. Ann havde benyttet det gamle kneb, med at fortælle at hendes mand var gået med alle pengene, og hun kun havde ganske lidt tilbage – det hjalp, hvilken mand kunne modstå en kvinde uden penge, så naturligvis kom elefanterne til Gilleleje, begge havde sejret to tilfredse parter skal der til i en god handel. Ann havde fået sin rabat og den sorte herre tjente sin dagsløn og måske mere til, men hovedsagen var at alle var tilfredse.-

Om turen til Pilanensburg var det hele værd, trods elefanter og næsehorn – selv i vor lille familie er der delte meninger, jeg finder det er det er meget langt at køre ca. 6½ time for 2½ times fotosafari.

Hvad med at gøre turen til en to dages tur, med afgang ved middagstid, fotosafari sidst på dagen ved solnedgang, overnatning i Pilanensburg – tidlig op og endnu en tur tidligt om morgenen og så hjem til Matswani – måske prisen bliver højere – men tilfredse kunder er jo også en hel del værd, om vi var utilfredse - ærlig talt både JA og NEJ!

Turen er ikke en af dem der for mig går over æsken med vellykkede ture – Whane, Maria & Gry gjorde alt for at få det til at glide og tak for det, det reddede turen, men Gry hold afstand til dine følelser ellers bliver det hele for kompliceret – det er sikkert din natur, og godt for os, men alligevel.

Men uden denne tur havde vi ikke set elefanter og næsehorn, jeg tillader mig at se bort fra den hyggelige fætter på Matswani, der mest af alt ventede på det næste besøg med kraftfoder.

Tirsdag, den 19. februar 2008

Så skulle vi på besøg på den lokale skole, jeg har været på skolebesøg på, deltog vel nærmest grundet min bedre halvpart det er ansat ved skolevæsnet i Nordsjælland (Gribskov kommune), hvad gør man ikke for familiefreden. Godt jeg holdt på freden, det blev et af rejsens højdepunkter dette skolebesøg.

Vi var kun 12 der deltog i besøget, mange andre havde set rigeligt med skoler over resten af verden og al respekt for det, men hvert land sit skolesystem.

Da vi ankom til skolen troede jeg eleverne var hjemme til frokost der var meget stille, så stille at hvis jeg havde haft den berømte knappenål havde man helt sikkert kunne høre den falde i sandet.

Vi blev modtaget af skolens leder en høj kraftig meget sort herre der præsenterede sig som headmaster for Lapologang skolen, samt af de to øvrige ansatte ved skolen.

Vi blev inviteret ind på skolen "kontor" og lager af undervisningsmaterialer. Her blev orienteret om skole systemet i Sydafrika, klasserne skal være på mindst 42 elever – måske en ide for Bertel Haarder – hvis ikke dette kan opretholdes mister skolerne en lærer, her var netop dette ved at ske.

Headmaster fortalte stolt om skolens elektroniske udstyr og her var virkelig alt kopimaskine, PC, DVD og digitalkamera mm. – alt sponseret af The Matswa¬ni-people som vi som gæster også var indberegnet, næsten som vi var af en anden stamme. Vor beskedne udflugts-fee gik ubeskåret til skolen. Matswani hjalp også med en del anlægsarbejder støbning af nye gulve mm.

Efter denne orientering var det tid til at besøge klasserne, her var to klasser begynderne klasse 0 – til 3 og klasse 4 – 7 her var det ikke alderen der bestemte i hvilken klasse eleverne gik i, men evnerne.

Da vi gik ind i klassen var der stilhed, og eleverne rejste sig straks op fra deres borde, en af eleverne David rejste sig straks op og bød gæsterne hjertelig velkommen.

Klassen gav en lille danse og sang optræden, under dette byttede eleverne klasse så de bedste kunne medvirke ved opvisningen. Eleverne sang flot tostemmigt, og de besøgende kvinder var rørt til tårer.

Så var turen kommet til den "lille" klasse, her var der straks lidt mere liv, en enkelt elev skulle holde i hånd, det var næsten for meget med alle de gæster!

Her fortalte læreren og de pædagogiske værktøjer der blev benyttet, de var i øvrig ofte hjemmelavede her blev undervist på engelsk, problemet var dog at børnene ikke talte engelsk, men kun det lokale Tswana sprog, men det blev også løst og vore danske skolefolk var mere end imponerede.

Efter klassebesøgene blev inviteret ud i skyggen på en række opsatte stole, hvor vi satte os – og således velanbragt - gik det løs en magnifik danseopvisning utroligt hvor eleverne kunne danse og rytmerne var der intet i vejen, ledsaget af et enkelt instrument od det var det eneste, en olietromme beklædt med et dyreskind bortset fra en række gummistøvler hvorpå rytmen takst¬fast blev frembragt utroligt hvad et par gummistøvler kunne bruges til! Her sad vi så, enkelte med tårerne pressende i øjnene utroligt hvad små midler brugt rigtigt kan gøre.

Så var det gave tid, et bord blev sat op under et skyggende træ og nu var det tid den helt frivillige donation af små gaver til skolen. Nogle var velforberedte hjemmefra og havde medbragt farver, farvekridt mm., Ann havde købt 10 små blokke købt Thabazimbi, vakte også glæde. Topscoren blev dog Henrik fra Vestsjælland der fra sin efterskole havde medbragt et i Danmark udgået engelsksystem – engelsk til engelsk så det kunne bruges. Efter denne seance var det tid til at sige farvel, knuser blev uddelt med rund hånd – og nu fik tårerne frit løb hos de danske "fruer", det var ganske enkelt rørende hvad vi havde oplevet.

Glemte jeg at fortælle at en del af eleverne havde mere end 10 kilometer til skole, og de kom hver dag, undtagen når floden var så høj at vandet stod over denne, for når dette var tilfældet var faren for krokodillerne for stor!!

En enkelt eller var det flere havde endog meget svært ved at holde tårerne værk, det kunne mærkes på Miss. Dawn at hun måske var her for sidste gang, for hende håber jeg hun bliver i Afrika.

På vejen hjem slog vi lige et smut over broen på mit ønske, jeg kunne da få fotograferet en del af de mange fugle her mest hvide kohejre, snart sad vi hjemme ved frokosten måske lidt eftertænksomme.

Jeg er sikker på at vi her havde fået den danseopvisning vi skulle have haft på den aflyste tribal-aften, bare mere i børnenes eget miljø.

Eftermiddag - vor sidste på Matswani var afsat til en sidste fotosafari, og Whane efterhånden vor faste trapper spurgte hvad vi kunne tænke os at se denne sidste fotosafari – svarene var mange, babygiraf, aber, og meget mere – Whane opfyldte lyn hurtigt dem alle, jeg overvejede hvorfor vi de andre dage skulle rasle rundt i timer når den gode Whane de sidste dage kunne køre lige hen til de ønskede species?, når men naturen var nu også en oplevelse, måske for mig helt specielt, da min interesse for floraen blev til fuld tilfredsstillet.

Efter vi havde humpet rundt på nogle helt umulige veje, nærmest stier – jeg havde ubetænksomt spurgt Whane hvad sådan en truck egentlig kunne præsterer i terrænet, svaret var en perfekt gennemført demo, der måtte glæde Mercedes-folkene i Stuttgart hvis de havde været til stede.

Over stok og klipper gik det mod eftermiddagens højdepunkt i bogstavelig forstand. Pludselig ganske uventet ankom vi til et fladt klippeplateau med en herlig udsigt over bjergene, midt i det hele stod en lille sort mand ved et bord med lækkerier og Champagne bredt ud på hvide duge, Ann drømte om "Out of Africa" romantikken stod i lys lue.

Der blev rundhåndet skænket i "pokalerne", der blev spist snacks, særlig sveskerne omviklet med bacon tiltrak sig min store interesse. Da vi nu havde nydt den pragtfulde udsigt, solen var langsomt ved at gå ned og lyset ganske langsomt forsvandt, var det tid til en enkelt konkurrence i den sportslige retning. Whane orienterede om konkurrencen, vi skulle spytte en meget tør Kudolort længst muligt, som i alle gode konkurrencer var der såvel en Dame- som Herrerække med fælles finale.

Vi fik en længere forklaring på Kudolort spytte konkurrencens historie, ganske ærligt jeg troede han var fuld af løgn!

Hjemmefra havde jeg på en hjemmeside læst hvad der skulle ske, og havde på forhånd afgjort at det ikke passede mine etiske synspunkter, men pludselig stod jeg her på Matswani med en kudolort i munden og efter de mange pokaler med Sparklingwine deltog jeg i løjerne og herregud det var jo bare skæg og "dung".

Min smukke hustru, samt mange af øvrige kvinder deltog ikke, men en kvindelig vinder blev fundet i en over all finale, vinderen delte rundhåndet ud af sin præmie ved aftenens middag – tak for det!

Det var Sunset over Matswani, kameraerne vandrede fra hånd til hånd endelig kunne ægtefællerne foreviges sam¬men, mod solen med solen og månen i baggrunden vi blev alle fotograferet til hen helt store guldmedalje – det var en dejlig eftermiddag.

På klippen troede jeg som bekendt Whane var fuld af løgn – undskyld Whane – nedenstående fandt jeg på nettet da vi kom hjem –

" Kudu dung spitting (Bokdrol Spoeg in Afrikaans) is a sport in some parts of Africa. In the competition small, hard pellets of dung from the Kudo (a type of Antelope) are spat, with the furthest distance reached being the winner.Kudu dung spitting is popular enough to have an annual world championship competition, with the formal sport beginning in 1994. Unlike many similar sports, the distance is measured from the marker to the place the dung pellet comes to rest, rather than where it initially hit the ground.The world record in the sport is a distance of 15.56 metres, set in 2006 by Shaun van Rensburg."

På vejen hjem blev der traditionelt sunget, utroligt hvor lidt Champagne kan løsne tungerne på så reserverede skandinaver.

Aftenen i øvrigt var helliget en pragtfuld festmiddag, her blev en af gæsterne fejret – han fyldte 19 år ja vi startede allerede om morgenen med at synge, tillykke Thomas. Guiderne havde deres egen hyldest, her havde Ann haft en finger med i spillet, efter middagen blev fødselaren bortført til The Big Five i drinks med efterfølgende Champagne på værelset, den stakkel Thomas så lidt betuttet ud da han skar fødselskage ud til alle. Den følgende morgen kunne vi alle skimte et par meget røde øjne!

Alt i alt en meget vellykket aften.

Onsdag, hjemrejsedag – 20. februar 2008 –

Hjemrejsedagen plejer at være en smule hektisk, når vi skal nordpå, men ikke denne gang der lå en meget lang dag/nat foran os. Vore kufferter skulle stå uden for vor hytte Gemsbook kl. 7.15 og vi skulle først køre kl. 8.30 så vi havde masser af tid til morgenmad og det daglige slagsmål om de bedste pladser i minibussen, vi er jo så forskellige, nogle har lange ben andre har kortere ben, men naturligvis ville vi alle være forrest i bilen takket være Jan og Liv, der var først ved Toyotaen fik jeg med mine 196 cm og tilhørende ben et par dejlige pladser forrest, Jan & Liv fortrak til det næste sæde – mange tak for det 3½ time i en minibus uden plads, kan være et mareridt.

Vi skulle til Johannesburg og Soweto (SouthWestTownship), på vejen hertil kørte vi nærmest symbolsk i Valwater på Nelson Mandela Road, vi var jo på vej til apartheidmuseet i Soweto.

Tilbage til vor afrejse fra Matswani, den sædvanlige dejlige morgenmad blev fortæret en smule mere grundigt end ellers, da vi var på vej til bilerne blev vi holdt tilbage – pigerne på Matswani ville synge farvel til os, og dette blev gjort med maner, både inde på terrassen og ude ved bilerne en både smuk og hjertelig afsked, hvor har de rytme de tøse og de synger som om sangen skulle høres helt i Soweto, af lutter nysgerrig spurgte jeg Little Piet hvad de sang, meget sydafrikansk svarede han "hyldest til Jesus" i hver linje, resten var ifølge Piet temmelig blandet og helt uinteressant!

3½ times kørsel i en trafik det minder om Helsingør motorvejen en tidlig morgen! Undervejs var der et par velfortjente pauser, med fri øl/vand og lækre snacks og sandwich.

Lang om længe fremme i Soweto, kørsel gennem bydelen med de officielle 1½ mio. indbyggere uofficielt 3 til 4 mio. indbyggere – hvorfor denne store forskellighed – jo myndighederne fotografer Soweto fra luften tæller husene og fastsætter gennemsnitlig 3 indbyggere per hus, det uofficielle tal er 12/13 personer i rigtig mange huse – men på den måde er det jo lidt lettere at få fx skole antallet til at passe til de officielle tal.

Målet for vort første stop var apartheidmuseet i bydelen. Jeg var lidt (meget) skeptisk før besøget og til en vis grad efter vort besøg, var museet en hyldest til den ene del af befolkningen (sorte), eller var det en nøgtern skildring af tiden omkring afskaffelsen af den officielle apartheid i Sydafrika – svaret må stå i det uvisse, meget er elegant og sobert skildret, meget stærkt virkede en installation af ophængte reb for at illustrere galgerne til de der skulle henrettes af myndighederne. I et elegant forløb blev kampen mod apartheiden skildret, jeg manglede måske en smule om den "farvede" befolkningsgruppe i Sydafrika – indere og øvrige asiatiske befolkningsgrupper.

I en stort lysbillede show, spørger Winnie Mandela "will there ever be one wote for one man" og det blev der jo, men hvad bliver "the wotes" brugt til? Bliver den sorte middelklasse en smule rigere på bekostning af den sorte landbefolkning.

Museet var et tilløbsstykke for skolebørn der skulle mindes om deres den nære fortid, det så i øvrigt ikke ud til at interessere dem det mindste – is og cola var langt mere vigtigt for dem end deres bedsteforældres kamp for de rettigheder de har opnået i dag.

Senere på dagen kom vi forbi Hector Pietersons 1964 – 16. juni 1976 mindesmærke. Hector var anledningen til de store opstande i Soweto, skoledrengen Hector blev dræbt af politiet på vej hjem, politiet skød fra en kirke, som ofte før var det den lille tue der væltede det store læs.

Hvor der er turister er der også god bussines, så naturligvis også et afrikansk marked hvor nogle af vore sidste rands blev suget ud af vore tegnebøger, enkelte af vore medrejsende burde have et diplom af det syd afrikanske handelskammer – hvor skal de mange masker og dyrefigurer placeres når de kommer hjem?

På vej mod aftensmaden var det lige et besøg i Nelson Rolihlahla Mandelas (født 1918)hus som han vendte tilbage til efter sit lange fængselsophold, her oplevede han sin første berømmelse på godt og ondt, besøgende stod i mængder foran det lille beskedne hus ANC-lederen var blevet berømt.

Om selve besøget kunne der sikkert berettes mangt og meget, vi blev vist rundt i huset af et familiemedlem af Mandela og han kunne fortælle mange anekdoter, samt fremvise et par slide sko der efter sigende var Nelsons som havde brugt i sin tid i Zimbabwe-Rhodesia.

Sjovt i øvrigt at have siddet på Mandelas køkkenbord, og i smug siddet på Winnie & Nelsons seng – det var naturligvis ikke tilladt, men de andre var jo gået ud i kulden på 32 grader C.

En sidste lidt sjov ting, her i gaden – Mandelas altså – boede hele 2 Nobelpristagere hovedpersonen og Desmond Tuto.

Således beriget med et besøg hos Mandela skulle vi nu spise, et meget ruralt sted, hvor der blev serveret buffet med mange mere eller mindre velsmagende retter, hvor vi alle længtes til Matswani og det charmerende køkkenpersonale.

Jeg kan i øvrigt undre mig over at der bliver bygget store moderne stadions til WM i fodbold i 2010, midt blandt befolkningen med meget små indtægter og en arbejdsløshed på mindst 60 %. Måske er det blot opium for folket, det er jo set før andre steder i verden.

Sjovt i øvrigt at tænke på at netop nu var et nyt hold gæster ved at indtage "vore" senge.

Tankevækkende at forestille sig Sydafrika uden apartheid så længe uddannelsessystemet ikke bringer lighed blandt befolkningen, skoler for sorte, for hvide og for landbefolkningen det varer mindst en eller to generationer før der bliver lighed mellem befolkningsgrupperne.

Hvornår når velstanden vore søde rengøringsdamer på Matswani, tiden vil vise det - de var jo netop blevet sat op i løn og tjente nu 1800 rands (1500,00 dkr).

Efterskrift;

Hjemme i Gilleleje er det naturligvis tid til at reflektere en smule om turen til Sydafrika og Matswani.

Det blev en hæsblæsende tur, men det var ganske som forventet – og dog. Kørte vi for meget i bus for at komme til udflugtsmålene, ja det mener jeg helt sikkert, men nu er det sjældent målene der flytter sig mod vi turister, vi må komme til dem og det kan ikke være anderledes.

Matswani levede fuldt op til vore forventninger og mere til, vi havde ønsket luksus treatment og fik det til fulde opfyldt – tak for det. Tak for den hensyntagen der blev vist fra køkkenet for mig som diabetespatient, det var dejligt at mærke opmærksomheden der fulgte med.

Standarden på vort værelse (Gemsbok)var fremragende, perfekt rengøring, ingen kryb og moskitos, om dette skyldtes sprøjtning med diverse midler ved jeg ikke, men det skabte fred hos min medrejsende hustru. Enkelte af vore medrejsende gjorde vrøvl over at deres ting og souvenirers skiftede plads på værelset, lidt peanuts blev spist, de gemte aften chokolader forsvandt osv. Osv. alt meget små ting vi absolut ikke var ude for, og der, der var, tog det med et overbærende smil, apropos smil – vi mødte kun smil overalt en dejlig følelse.

Smilet mødte vi i højeste grad hos vore "personlige" guider Gry og Whane, mærkeligt som man engang i mellem finder god kemi mellem mennesker man kun har kendt i meget kort tid og sådan følte jeg det var med to nævnte.

En særskilt meget stor tak til Gry - Gry Ni.......... dit smil dine øjne der klart afspejlede din tanker, du er en guds benådet formidler, jeg tror du havde en svær personlig tid da vi besøgte Matswani, men dine gæster var uvidende, i enkelte samtaler kom det en smule frem. Og at du som en lille "fe" fik de store afrikanske guider til at hoppe efter din lillefinger understregede dine "kompetencer" og jeg tror de nød dine små kommandoer – du nød respekt bare ved at være tilstedet – vi nød det også. PS. At du så valgte at "skifte" navn til Dawn, fordi du ikke ville høre det navn du var glad for blive mishandlet giver respekt.

Læg dertil at du var den mest ""sexede driver vi havde på Matswani var bare rosinen i den berømte pølsende – TAK FOR DIN MÅDE AT VÆRE PÅ – GRY, et stort knus i lufthavnen viste mig at der måske var gensidig kemi – lev god hvor end du måtte komme frem, det har været en fornøjelse at møde dig!

Ann & Nils
2. april 2008